Sørine Gotfredsen: Et stykke vej endnu for at blive dansker

Sangerinden Erika de Casier, den ene vinder af Kronprinsparrets to Stjernedryspriser, udviste mangel på taknemmelighed samt respekt over for både Danmark og for kongehuset, da hun holdt sin tale efter prisoverrækkelsen lørdag aften, mener debattør Sørine Gotfredsen

Kronprinsparrets ene af to Stjernedryspriser gik til producer, sangskriver og sanger Erika de Casier. Kronprinsparrets Priser i Vejle Musikteater, lørdag den 24. september 2021.
Kronprinsparrets ene af to Stjernedryspriser gik til producer, sangskriver og sanger Erika de Casier. Kronprinsparrets Priser i Vejle Musikteater, lørdag den 24. september 2021. . Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Det kan være fristende, når man får en tv-talerstol stillet til rådighed, at gå en smule ud over sine beføjelser. Pludselig har man mulighed for at sige præcis, hvad man vil, mens en stor del af befolkningen lytter med, og lørdag aften blev ordet givet til musiker Erika de Casier, der ved kronprinsparrets prisoverrækkelsesshow i Vejle Musikteater blev tildelt den kulturelle stjerneskudspris.

Erika de Casier indledte sin tale med at takke sin mor og andre vigtige personer i sit liv, men gradvist ændrede tonen sig fra taknemmelighed til undrende bebrejdelse.

Sangerinden, der er født i Portugal og kom til Danmark i 1998, er blevet udråbt til at være en kommende dansk international stjerne, hvilket her fik hende til at spørge, hvad der egentlig skal til for at blive kaldt dansker. Og om det kræver, at man udretter noget bemærkelsesværdigt.

Hun taler flydende dansk, har gået i dansk skole og har for nylig bestået indfødsretsprøvens spørgetest, hvor hun blandt andet skulle demonstrere viden om rockgruppen Gasolin, tv-serien Matador og kongerækken. Hvilket blev meddelt med et vist ironisk forbehold. Måske ikke så passende med landets kommende konge stående ved siden af, men den rare kronprins smiler jo altid bare.

Erika de Casier mangler stadig at få sit statsborgerskab endeligt godkendt, og det var lidt svært undervejs i hendes tale at gennemskue, hvad hun helt konkret er utilfreds med. Udover altså, de i hendes øjne mærkelige spørgsmål samt langsommeligheden ved det hele, og den røde tråd syntes at bestå af en slags moralsk krænkelse over, at det ikke generelt er meget nemmere at blive opfattet som dansker.

Vi kender sangen så godt, og mest af alt fremstod Erika de Casier som endnu én af de kunstnere, der rabler et eller andet småfornærmet af sig og tror, at de har leveret et indsigtsfuldt og humanistisk budskab. Det skabte associationer til forfatter Jonas Eika, der i 2019 modtog Nordisk Råds litteraturpris og benyttede anledningen til at svine Danmark til og anklage statsminister Mette Frederiksen (S) for at udøve statsracisme.

Tonen var i lørdags væsentligt mindre aggressiv og fanatisk, men en del af kernen er den samme. Prismodtageren er indigneret og opfatter delvist Danmark som et umenneskeligt sted, og mens Jonas Eika fremstod som en fuldtonet venstreorienteret revolutionær (der dog gerne ville have pengene, da han fik tænkt sig lidt om), synes Erika de Casier helt grundlæggende ikke at forstå omfanget af at blive tildelt et statsborgerskab. Og at det nødvendigvis må være svært at opnå. Derfor skal hendes spørgsmål besvares her. Hvad skal der til for at blive opfattet som en rigtig dansker?

Et godt skridt på vejen ville være, hvis man som et dybt privilegeret menneske med en hverdag i dette vidunderlige land nøjedes med at udtrykke taknemmelighed, når man tilmed hyldes for det, man kan.

Formår man ikke at udvise en sådan respekt for Danmark og for kongehuset, er der nok et lille stykke vej.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.