Jeg husker tydeligt pressemøderne med fodboldlandsholdet i 1990'erne. Der foregik stort set intet af interesse. Landstræneren talte om taktik og skader, og de få fremmødte spillere kedede sig lige så meget, som vi journalister gjorde.
Meget har siden ændret sig, for fodboldverdenen har ændret sig, og VM i Qatar kan blive en slags milepæl. Nu handler det om menneskerettigheder, ytringsfrihed og personlig overbevisning, og landstræner Kasper Hjulmands triste ansigt udgør et symbol på det.
Dertil også hans ord, da han i tirsdags efter kampen mod Tunesien sagde: ”Der er så meget, jeg har lyst til at sige. Der er så meget, jeg har lyst til at gøre.”
Det konkrete udgangspunkt var her det internationale fodboldforbund Fifas dekret om, at den anfører, der på banen ifører sig et regnbuefarvet armbind til ære for kærlighed på tværs af alt, vil få en advarsel.
Det fik flere lande til at droppe armbindet, også Danmark, og landstræneren stod bagefter fanget i forholdet mellem de moralske interesser og det professionelle fodboldmenneskes pr. tradition passive forhold til omverdenen.
En ting er, at regnbuearmbindet vel faktisk godt kan kategoriseres som en politisk manifestation og derfor ikke hører hjemme på en fodboldbane. Det andet er, at vi i stigende grad vil erfare, hvordan fodboldspillere og trænere må gøre vold på eget indre i det politiske cirkus, som fodbold i dag omsluttes af.
Derfor kan fremtidens pressemøder få en anden karakter, præget af spørgsmål om moral, minoriteter og sikkert også klimakamp og global retfærdighed. Det sætter nye krav til sportsjournalister, der skal have indsigt i værtsnationers væsen og storpolitik, og den drengede uskyld, der prægede sportsjournalistikken, da jeg selv udfoldede den, forekommer fjern.
Man kan ikke i dag blot negligere de store linjer, og vi husker Martin Luthers ord: ”Jeg er skyldig at bekende min tro offentligt for enhver.” Det er storslåede ord, der helt modsiger den reserverede indstilling til omgivelserne, der længe har kendetegnet både sportsfolk og sportsjournalister, og som man også anede på TV 2, der forleden forsøgte at dække Danmarks kamp i en blanding af folkefest og afdæmpethed. Det er en højst kunstig kombination, der udstiller sportsjournalistikkens rådvilde vadested.
Jeg siger ikke, at spillerne i Qatar har pligt til hver dag at råbe deres holdninger ud overalt, men Kasper Hjulmands kvalfulde ansigt indikerer, at nogle sportsfolk begynder at indse konsekvensen af år efter år at leve med en trælbunden samvittighed.
Jo mere fodboldmennesket siden 1990'erne er blevet gjort til en lille brik i et stort system, desto mere vil det pines, når verden kalder på moralsk indignation ”Der er så meget, jeg har lyst til at sige,” sagde landstræneren, og før eller siden skal det siges.
Fremtidens pressemøder kan blive helt anderledes interessante end før, for både journalister og sportsfolk kan bruge dem på en ny måde. Man får næsten lyst til at blive sportsjournalist igen.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.