Sørine Gotfredsen: Folkeskolen har tabt den røde tråd

Det er, som om selve tanken om en folkets skole er i færd med at smuldre, skriver Sørine Gotfredsen

"Vi har brug for at få fortalt hele historien om folkeskolen. Vi har brug for at forstå, hvad det egentlig er, vi taler om. Hvad folkeskolen var engang," siger Sørine Goftredsen.
"Vi har brug for at få fortalt hele historien om folkeskolen. Vi har brug for at forstå, hvad det egentlig er, vi taler om. Hvad folkeskolen var engang," siger Sørine Goftredsen. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Jeg husker tydeligt, da daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i 2013 holdt Folketingets åbningstale og præsenterede os for den fiktive skoledreng Emil.

Han skulle ikke lære matematik på den kedelige måde, men ved at bygge et fuglebur og erfare sig til viden, og hun sagde: ”Når Emil og alle de andre børn starter efter næste sommerferie, kommer de til at lære mere. Fordi de får en længere og mere afvekslende dag.”

Det lød allerede dengang som endnu et verdensfjernt politisk forsøg på at reformere den folkeskole, som jeg ikke personligt har haft berøring med, siden jeg afsluttede 9. klasse. Men når man i en skolestartsuge som den netop forgangne følger debatten, aner man primært vildrede.

Den ene dag siger undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), at folkeskolen er for boglig, samtidig hører vi, at læsefærdigheden skal styrkes, og forleden i P1 Debat var udgangspunktet, at den seneste reform har spillet fallit.

Emil lærer ikke mere og trives ikke bedre, og tilmed ønsker færre at blive skolelærere. Folkeskolen er blevet det moderne Danmarks smertensbarn, og midt i det hele blev jeg i kraft af noget så lavtflyvende som en genudsendt episode af TV 2-quizzen, ”Hvem vil være millionær?”, mindet om en del af forklaringen. Nemlig, tabet af indsigt i betydningen af kundskab.

To unge skuespillere skulle svare på, hvilken litterær skikkelse Edgar Rice Burroughs har skabt. Dracula, Tarzan, Frankenstein eller Ivanhoe? De havde netop svaret rigtigt angående endnu en ligegyldig popsang, men stillet over for verdenslitteraturen var de blanke og måtte ringe til en onkel. Han kendte det rigtige svar, Tarzan, og det stod bøjet i neon, hvilken menneskelig værdighed, der er forbundet med klassisk viden.

Det vil altid være relevant at kende til de store litterære og kulturelle fænomener. Tarzan og de andre vil garanteret også i det næste århundrede være iblandt os, og jo mere åndeligt gods man bærer på, desto dybere føler man sig forankret i tilværelsen. Dette har vi glemt, hvilket nok udgør en del af årsagen til, at mange føler sig så sjæleligt skrøbelige.

Man er blevet delvist afskåret fra slægtens røde tråd, og da en skoleleder forleden udtalte, at eleverne ikke behøver at lære kongerækken, der jo kan findes på nettet, stod det atter klart, at det vist sjældent nu om dage er i folkeskolen, man præsenteres for den. Slægtens røde tråd. Og at vi her ni år efter Helle Thorning-Schmidts drøm om glade Emil stadig famler rundt i blinde.

”Klasseværelset er blevet en SFO, et opholdssted,” udtalte skoleforsker Andreas Rasch-Christensen resigneret i Berlingske, og mediedebatten om folkeskolen har udviklet sig til noget meget nedslående.

Det er, som om selve tanken om en folkets skole er i færd med at smuldre, og der ligger her en oplagt public serviceopgave for DR. Vi har brug for at få fortalt hele historien om folkeskolen. Vi har brug for at forstå, hvad det egentlig er, vi taler om. Hvad folkeskolen var engang.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.