Der findes talemåder, som man længe har svært ved at tro på. Helt fra jeg var barn, har jeg hørt påstanden om, at de fleste mennesker er til salg, hvis prisen er høj nok. Længe tvivlede jeg på udsagnet, der i mine naive ører lød ret overdrevet, men siden har jeg erkendt, at i hvert fald en del af os er til salg.
Senest tyder det på, at det er tilfældet for håndboldtræner Jan Pytlick, der i årtier har haft sit virke i dansk håndboldkultur og skabt store resultater med kvindelandsholdet. Jan Pytlick var vist egentlig på vej til at indstille trænerkarrieren, men der kom et tilbud, og han har sagt ja til at træne herrelandsholdet i Saudi-Arabien. Han har intet at tilføje, når han spørges til sin holdning til Saudi-Arabiens barske syn på kvinder, minoriteter og individets frihed, og Jan Pytlick tilslutter sig fodboldspiller Nadia Nadim, badmintonspiller Victor Axelsen og andre, der har ladet sig engagere af tvivlsomme stater i det, man kalder ”sportswashing”. Altså, brugen af sportsprofiler som propaganda til styrkelse af et lands position.
Alt dette sker midt i en tid, hvor sport også berømmes som kilde til sammenhold og humanitet, og i et nyhedsindslag på TV 2 i mandags hørte man om den lille fodboldklub, Bangsbo Freja i Frederikshavn, hvor spillerne samler penge ind til gode formål. Fodboldlandstræner Kasper Hjulmand var på besøg og udtalte, at man kan blive en bedre sportsmand ved at indgå i idealistisk arbejde og gøre noget for andre. ”Det er ofte dem, der når langt,” sagde Hjulmand. Nok muligt, men der kan ske noget på vejen fra Bangsbo Freja og ud i verden, og når selv stilfærdigt fynske Jan Pytlick med dansk foreningskultur mejslet ind i hjertet pludselig lader sig hyre af en oliediktaturstat, understreges den gamle teori om mennesket som ofte værende til salg.
Forfatter Lev Tolstoj indså det tidligt og skriver i sine ”Bekendelser” angående hans og andre unge skribenters grådighed: ”Vores inderste ønske var at få så mange penge og så megen ros som muligt.” Kort og godt. Dette mennesketræk skal huskes efter en sommer, der har understreget vor tids enorme behov for at hylde sportsfolk som bærere af renhed, og sportsjournalister skal navigere i dette virvar af drømme og rå realiteter. Det gør de langt hen ad vejen ikke særlig godt, for ofte ønsker de næsten lige så meget at være en del af det begejstrede publikum som at være realistisk tænkende journalister. Dette har altid været et problem, men vil blive det endnu mere, fordi sportsfænomenet kun trækkes dybere ind i den store globale magtkamp.
Mens der skam findes kritisk sportsjournalistik i aviserne, synes mange tv- og radio-journalister at have overgivet sig til den forførende flokfejring, og vi mangler en mere etisk grundet journalistisk tilgang. Jan Pytlick er kun en lille fisk, håndbold rangerer ikke højt i Saudi-Arabien, men han har som få repræsenteret dansk håndbold ude i verden. Det gør han ikke længere. Gad nok vidst hvad der for ham skete på vejen.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.