En bestemt talemåde er gået igen i de senere års debat om krænkelser og magtmisbrug. Ofte er det blevet sagt, at vi skal ”problemerne til livs”, og hver gang slår det mig, at ordene rummer bekymrende enfoldighed.
Vi kan stræbe efter færre problemer, men ikke komme dem til livs, for mennesker vil altid krænke hinanden, hvilket bekræftes i den dokumentar, TV 2 i torsdags viste om forholdene på kostskolen Herlufsholm.
I ”Herlufsholms hemmeligheder” fortalte tidligere elever om et hierarkisk system, hvor de ældre elever med vold hersker over de yngre ifølge normer, der for mange synes at høre en anden tid til.
Blandt andet viser ens tøj, hvor i klasseavancementet man befinder sig, med dertilhørende magtbeføjelse. Skolens rektor, Mikkel Kjellberg, var på skærmen hele fredag for at forsikre, at der tages hånd om den usunde kultur, som han dog ikke mener er så udpræget, som dokumentaren hævder. Sikkert ikke.
Den journalistiske fremstilling bliver ofte lidt ensidig, og mange elever har utvivlsomt trivedes på Herlufsholm. Jeg kender selv et par stykker.
Men det dybereliggende interessante ved historien er dens understrøm af uoverensstemmelse mellem det, man troede var opnået i 2022 og det, der viser sig fortsat at stå ved magt.
Mobbeforsker Helle Rabøl Hansen mener, at ”tiden er løbet fra” hierarkier af denne art, hvilket kan forstås på to måder. Enten tror man, at vi ved dette punkt i civilisationen burde have tilbagelagt dem, eller også mener man, at vi må lovgive os ud af dem.
I hvert fald drømmer børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) om at forbyde systemer, hvor ældre elever tildeles magt over yngre.
Jeg ved ikke, om en sådan lov ville virke, men sikkert er det, at enhver, der har set filmen Ondskab, der er lavet over en kostskoleroman af Jan Guillou, ved, at ubehagelige kræfter opstår i en flok af børn og unge, der lever sammen døgnet rundt.
Det er ondskabens kræfter, og skildringen fra Herlufsholm overrasker ikke dén, der opfatter disse som tidløse. Hver gang politikere efter vidneudsagn i stil med dem, vi hørte i ”Herlufsholms hemmeligheder”, udtaler, hvor chokerede de er, hvad enten det er hjemmeplejen, partikontoret eller en kostskole, der får de sorte kræfter trukket frem i lyset, spørger man sig selv, hvilken planet de mon lever på.
Statsminister Mette Frederiksen (S) mener ligefrem, at det er ”utilgiveligt”, hvad der er foregået, og hun og andre tror sikkert, at de fremstår vældig sympatiske ved at reagere så bestyrtet. Det gør de ikke. Frem for alt fremstår de naive.
Tror nogen virkelig, at vi var kommet den slags til livs? Det sker ikke, men vi kan forsøge at bekæmpe alt det nedbrydende, og det må være enhver skoleledelses opgave at gøre det netop dér, hvor det finder sted. Det er interessante tider. Det er, som om en del af den moderne illusion om at komme ”problemerne til livs” så småt vil omvæltes. Heldigvis. Ellers overser vi alt for nemt det onde, når det jo stadig er der.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.