På TV 2 kan man for tiden om fredagen se et underholdningsprogram, der er blevet beskyldt for at være omtrent det dummeste, der endnu er opfundet. ”Hvem holder masken?” hedder det og går ud på, at nogle halvkendte danskere klæder sig ud som for eksempel en paddehat, en torsk eller en softice og optræder amatøragtigt på en scene, hvorefter et panel af såkaldte ”detektiver” skal gætte, hvem der gemmer sig i kostumet.
To af disse detektiver, de satiriske skuespillere Peter Frödin og Frederik Cilius, forsøgte forleden i ”Go' aften Live” på TV 2 at forsvare programmet. De mente, at det slet og ret er sjovt og skaber glæde, og herudover udtrykte Frederik Cilius stor træthed ved forestillingen om, at underholdning ikke må være fladpandet. For hvad er problemet?
Ja, hvad er problemet? Jeg har tænkt over det og vil gerne komme med et bud. Problemet med ”Hvem holder masken?” er, at det er kendetegnet ved den larm, det tempo og det hele virvar, der præger så megen masseunderholdning som udtryk for vor epokes latente frygt for kedsomhed. I dette tilfælde medfører det, at de medvirkende reelt råber fremfor at tale, alt imens mimik og attitude i detektivpanelet fremstår så overdrevent, at man næsten mistænker de fire for at have indtaget et kraftigt stof, inden de mødte op. Mere sandsynligt er det dog nok, at de blot adlyder det udbedte krav om evigt nærvær i højeste gear, der kan give de mere følsomme af os en fornemmelse af aldrig selv at være tilstrækkeligt intenst til stede.
Tv-underholdning skaber i dag med sin oppustede livsglæde en fordring om konstant og ultimativ udfoldelse, og i fredags slog det mig, hvordan jeg genkendte den lettere maniske trang til for enhver pris at holde festen i gang, der var på færde i min ungdom. Det er jo denne umodne iver efter hvert sekund at leve stærkt, der så ofte udfoldes i tv-mediets skøre verden. Også blandt midaldrende mennesker. Derfor er megen underholdning med til at fastholde alle, unge som gamle, i en statisk barndom og en falsk form for livsglæde – og det er dét, der er problemet, Frederik Cilius.
”Hvem holder masken?” udtrykker noget eksistentielt pivende falsk, og mens samme Frederik Cilius har ret i, at der udmærket i én og samme person kan rummes begejstring for opera og hang til lavtflyvende løjer, repræsenterer ”Hvem holder masken?” ikke blot det harmløse. Programmet rummer en panisk længsel efter konstant intensitet, der får én til at overveje, hvad det mon kan medføre af mismod blandt dem, der virkelig mangler ægte livsglæde.
Det er ikke mere larm, mere tempo, mere kunstighed og flere mennesker, der optræder som berusede og højtråbende budbringere af frygt for stilhed, der er brug for. Den slags underholdning skaber langt fra blot glæde, men også en ubehagelig følelse af tomhed. I hvert fald må der jo være en grund til, at man selv bliver så vemodig af at se på det.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.