Sørine Gotfredsen: Hvorfor skal alle pludselig proppes i diagnosekasser

Det kan utvivlsomt være rart for nogle at se mennesker med succes fortælle om deres lidelser i ”Min skjulte smerte”, men programmet vidner om en bekymrende udvikling, skriver Sørine Gotfredsen

Claudia Rex er danser og lever med tvangslidelsen OCD.
Claudia Rex er danser og lever med tvangslidelsen OCD. Foto: Sebastian Fernblad/TV 2.

I min levetid har udviklingen været galopperende. Nok vidste vi hjemme i Hadsten i 1970'erne, hvis én i klassen havde særlige problemer, men grundlæggende blev alle opfattet som nogenlunde lige raske. Siden er mennesket blevet sat på bogstavformel, både når det gælder seksualitet, og når det gælder psykologi, for tilstande skal i dag have et navn. Dette fremgår tydeligt af TV 2's programserie ”Min skjulte smerte”, hvor journalist Natasja Crone interviewer personer med sjælekvaler, og torsdag den 20. oktober var det tidligere cykelrytter Jesper Skibby, danser Claudia Rex og forretningskvinde Anne Kirstine Riemann, der berettede.

Natasja Crone gør det fint, og de optrædende er åbenhjertige, men man bliver en smule bekymret. Først lidt om de optrædende. Jesper Skibby, der op gennem 1990'erne optrådte som cykelsportens evigt glade dreng, fortæller om selvhadet bag facaden, ADHD og selvmordsforsøg, og vi følger hans datter, der selv beder om at blive ”udredt” og kommer hjem med hele tre diagnoser. Claudia Rex lider af OCD og trang til at udføre bestemte handlinger for at undgå ulykker, og Anne Kirstine Riemann fortæller om en hæslig barndom, hvor hendes – senere konstaterede – autisme og ADHD gjorde hende til mobbeoffer.

Det kan utvivlsomt gavne nogle at høre, hvordan man kan leve med kvaler og alligevel få et godt liv, men lidt bekymret bliver man som sagt. For det er ikke uproblematisk så intensivt at sætte mennesker i definerede kasser. Når Jesper Skibbys datter brændende ønsker sig diagnoser og efter at have fået dem virker dybt lettet, aner man, at bogstavkombinationer kan blive en slags erstatningsidentitet. Det er højeste mode at beskrive sin mentale skrøbelighed i offentligheden – sin ”sårbarhed”, som alle pludselig kalder det – og vi kan forfalde til at dyrke menneskets svaghed mere end menneskets styrke.

Alt dette handler nemlig også om livsperspektiv. Ser man sig selv som en, der uanset arten af ens natur har noget at udrette for andres skyld, eller ser man sig mere berettiget til at bruge en stor del af energien på hver dag at udrede sin egen sindstilstand? Man kan i denne tid blive vænnet til at overdrive det sidste, og mens nogle virkelig er plagede, må vi ikke forsømme at forstå tilværelsen i forhold til opgaven at tjene livet selv. Diagnosetænkningen kan forstærke individets endeløse ”selvudredning”, for at være anderledes ses i dag som en sygdom, hvilket kan gøre det så fristende med en vis selvynk at se sig fritaget fra at gøre den store indsats.

Af samme grund opmuntrer det, når Anne Kirstine Riemann i programmet understreger, at hendes anderledes natur ikke har hindret hende i at udrette meget. Måske har den ligefrem været befordrende for hendes succes, og også Claudia Rex taler om at vende svaghed til styrke. Dette er det helt vitale at huske midt i diagnosernes storhedstid. At blive ved med at tro på at mennesket rummer styrke, uanset hvordan det er blevet skabt. Kristendommen siger det, og det samme gør erfaringen.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.