Sørine Gotfredsen: Hvorfor taler vi aldrig om kvindernes ansvar for farlige forhold?

I stedet for mest at harmes over nogle mænds evne til at manipulere burde man gå mere kritisk til de kvinder, der indlader sig med dem. De er ikke blot ofre. De er voksne mennesker, skriver Sørine Gotfredsen

"Jo mere vi nøjes med at fokusere på manden som krænkeren, desto mere fastholdes kvinden i rollen som den, der ikke kan tage hånd om sit eget liv."
"Jo mere vi nøjes med at fokusere på manden som krænkeren, desto mere fastholdes kvinden i rollen som den, der ikke kan tage hånd om sit eget liv." Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Man kan godt få den tanke, at en del kvinder er for nemme at manipulere med. Faktisk trænger tanken sig så meget på, at man må spørge, om dette mon udgør en lidt overset vinkel i vor tids heftige debat om magtforholdet mellem kønnene. Ikke alene er der opstået en sag om kvinder, der har indledt forhold til en præst i København, hvorefter de nu klager over hans i deres øjne misbrug af sin funktion som myndighed og sjælesørger.

Der har også i denne avis været en række kronikker om usunde forhold, hvor kvinder har beskrevet ubehagelige forløb med mænd, og oven i det hele sendte TV 2 torsdag aften første afsnit i en serie med titlen ”Fanget i et farligt forhold”. Her hører vi om den 39-årige Stefan, der har fire børn med fire forskellige kvinder, som han har behandlet ualmindeligt dårligt. Et mønster har gentaget sig.

Kvinderne blev meget forelskede og troede, at de havde fundet en fantastisk mand, de stiftede familie, men snart opdagede de, at Stefan havde et ustyrligt temperament, var yderst voldelig og desuden så flere kvinder samtidig. Kvinderne har siden opsøgt hinanden for at sammenligne erfaringer, og tilsammen udgør de en velkendt historie om kvinder, der lader sig overbevise om, at alt er deres egen skyld og i vid udstrækning underlægger sig mandens destruktive dagsorden.

Også Stefan optræder i programmet, og han har været i terapi, kan man høre. De udenad lærte sætninger om svigt i barndommen leveres tilpas mekanisk, og det er lidt svært efter dette første afsnit at tro på den helt store forbedring. Til gengæld overvejer man, hvor længe vi skal have relationen mellem mænd og kvinder præsenteret så ensidigt som her. Kvinder behøver ikke længere en mand for at klare sig i livet, og vejen ér banet for en mere selvstændig gang på jord.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er en ærlig sag at drømme om den eneste ene, og selv en egenrådig karakter som Karen Blixen skriver i et brev, at hun vil ”intet hellere end underordne mig en Mand som jeg beundrer”, men de talrige medieberetninger antyder, at mange kvinder lukker øjnene for, hvor lidt der af og til er at beundre. Derfor kunne det være interessant at vende sagen på hovedet.

I stedet for mest at harmes over nogle mænds evne til at manipulere burde man gå mere kritisk til de kvinder, der indlader sig med dem. De er ikke blot ofre. De er voksne mennesker opdraget i den moderne verden, og jo mere vi nøjes med at fokusere på manden som krænkeren, desto mere fastholdes kvinden i rollen som den, der ikke kan tage hånd om sit eget liv.

Set i det lys rummer vores debat faktisk en slags antifrigørelseskamp, hvor det gamle magtforhold reproduceres med manden som den, der kan tillægges et ansvar, og kvinden som den hjælpeløse brik i hans spil. Jeg ville gerne se en tv-dokumentar, hvor også kvinderne drages til ansvar for de farlige forhold. Jeg er ikke i tvivl om, hvor nedbrydende de kan være, men en del af historien handler vel også om, hvorfor man tillader sig selv at træde ind i dem.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.