Som så meget andet er også håndboldsporten fyldt med inspiration til diskussion om de to køn. For tiden spiller det danske kvindelandshold VM i Spanien, fredag gælder det semifinalen, og der er interessante ting at bemærke.
Landstræneren hedder Jesper Jensen og er en afdæmpet jysk type, der adskiller sig fra de koleriske personer, der gik forud. De fleste husker nok Ulrik Wilbek, nuværende Venstre-borgmester i Viborg, der i 1990’erne med stort temperament førte kvinderne frem til enorm succes og undervejs udlevede talrige dramaer på sidelinjen.
Det blev dengang opfattet som ret naturligt. Meget var på spil, den egenrådige stjernespiller Anja Andersen drev Wilbek til vanvid, og det virkede uundgåeligt, at han jævnligt flippede ud. Siden har meget ændret sig, man forventer en anden slags ledelse, og ved synet af Jesper Jensens milde fremtoning overvejer man, om den klassiske håndboldpatriarks tid mon er forbi.
Jesper Jensens forgænger, Klavs Bruun Jørgensen, måtte som den seneste erkende, at hans vane med at uddele skingrende skideballer ikke virkede, og nu sidder Jesper Jensen fredsommeligt på hug og forklarer, hvad han synes, at spillerne bør gøre. Bemærk det i morgen aften, når semifinalen transmitteres.
Næsten uanset, hvor hektisk kampen udvikler sig, vil Jesper Jensen garanteret bevare en pæn tone, idet den mere demonstrativt maskuline tid nok i håndboldhallen er ved at rinde ud. I hvert fald her oppe nordpå. Det ændrer bare ikke ved, at håndboldkønsrollerne fortsat er temmelig traditionelle, for kvinderne tager ikke magten. Kort og godt.
Vi har i flere årtier oplevet en jævn strøm af markante kvindelige profiler, og stort set ingen er blevet trænere, og slet ikke landstrænere. De forsvinder hurtigt og får børn og dukker en sjælden gang op til prisoverrækkelser, alt imens de mandlige spillere efter endt karriere står i kø for at stå i spidsen.
En af fortidens stjerner, Camilla Andersen, fungerer nu på DR som ekspert i studiet, og det er fint, men hun og et par andre kvinder i medieekspertrollen udgør samtidig påmindelsen om det store tomrum angående reelt magtfulde håndboldkvinder. Hvis man som jeg tror på, at færre kvinder end mænd fra naturens side ønsker indflydelse, er det ikke så gådefuldt, at sportens verden – igen – blotlægger givne vilkår. Men det undrer, at ingen skarp sportsjournalist og ingen ilter fjerdebølgefeminist ser nærmere på sagen.
Håndboldsporten fungerer i december nærmest som en ekstra tv-julekalender, og ingen synes at bemærke, at det stadig er mænd, der leder kvinder og dermed fører et ældgammelt kønsbestemt styrkeforhold videre til hele Håndbolddanmark.
Enten er feministerne generelt så ligeglade med håndbold, at de ikke ænser skævheden, eller også er de netop så begejstrerede for kvindehåndbold som fænomen, at de først og fremmest bare gerne vil have, at landsholdet vinder. Og det gør det åbenbart stadig bedst med en mand i spidsen. Det er grundlæggende interessant.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.