En stor del af befolkningen har i de seneste dage udvist enorm begejstring for en bestemt handling. Det drejer sig om øjeblikket under Tour de France, hvor Jonas Vingegaard og hans nærmeste rival, Tadej Pogacar, kørte om kap i bjergene. Pogacar styrtede i et sving, hvorpå danskeren undlod at udnytte hans svaghed og i stedet ventede, så kapløbet kunne fortsætte på lige fod. Begivenheden har lagt uendelige alen til hengivenheden omkring Jonas Vingegaards person, der er blevet symbol på det milde og retskafne. ”Rækker hånden ud. Til sin konkurrent,” skrev cykeldigter Jørgen Leth på forsiden af et dagblad, og vi fornemmer en generel længsel efter at opleve noget godt i en plaget verden.
Spørgsmålet er bare, hvad der egentlig lå bag handlingen. For mens det udbredte ønske er, at Jonas Vingegaard bevidst optrådte ædelt i overbevisning om, at ingen skal tabe et cykelløb på grund af et styrt, er det måske ikke så enkelt. I hvert fald luftede rytterens egen mor tidligere på ugen en anden mulighed. Hun fortalte, at hendes søn er god til at tænke sig om, og at hans motiv for at vente på Tadej Pogacar også kunne være, at han ville forøge chancen for, at sloveneren ville gøre det samme i en situation med omvendt rollefordeling. Jonas Vingegaard havde netop selv været tæt på at styrte, og det var sandsynligt, at han snart kunne få brug for sin modstanders gode vilje. Med andre ord. Hvad havde Jonas Vingegaard i tankerne, da han bremsede sin cykel på bjerget? Tadej Pogacar, løbet som helhed eller sig selv?
Muligvis kender den danske cykelrytter ikke engang selv svaret, for spørgsmålet hører til blandt de mest uigennemskuelige af alle. Det er jo i høj grad et teologisk anliggende, og ser man episoden på bjerget i det lys, ramler man ind i spørgsmålet om vores evne til efter syndefaldet at handle uselvisk. Noget, der også i denne tid diskuteres som en følge af visse teologers ønske om i folkekirken at nedtone betydningen af den klassiske lære om arvesynden.
Disse teologer har utvivlsomt en stor del af folkestemningen på deres side, for som Vingegaard-affæren antyder, findes der et inderligt behov for at få bekræftet, at mennesket spontant formår at gøre det uselviske. Og at afstanden mellem mennesket og det gode altså ikke er så stor, som den, der tror på arvesynden, vil hævde. En sådan tænkning kan udarte til en lidt sentimental dyrkelse af mennesket, hvilket ikke mindst understreges af Martin Luther, der ser os alle som bundet til det onde, hvormed man skal være varsom med at overfortolke sine egne gode gerninger. For uden syndsbevidsthed og en mærkbar lydighed over for Gud vil man nemt komme til at narre både sig selv og sine omgivelser.
Nok siger Luther i en prædiken fra 1526: ”Det retfærdige og fromme menneske er også barmhjertigt ligesom sin Gud. Det låner gerne, giver gerne og hjælper gerne sin næste.” Men han minder samtidig et andet sted om, at det er en stor fejltagelse: ”hvis du kun ville unde dem godt, som under dig godt eller kun ville gøre godt mod dem, som gør godt mod dig…” Og her er det så, at man en ekstra gang må overveje cykelseancen på bjerget og også meget gerne sine egne daglige motiver for at gøre, som man gør.
Øjeblikket, hvor Jonas Vingegaard gav sin farligste konkurrent tid til at komme på cyklen igen, vil få en hædersplads i dansk sportshistorie, men særligt interessant er den folkelige eftervirkning. Den afslører, hvor dybt håbet om at erfare menneskelig godhed stikker, hvilket som sagt også præger vor tids kristne tolkning. Flere af de mere krævende begreber som synd, dom og fortabelse nedtones i den humanistisk inspirerede længsel efter at definere mennesket som et barmhjertigt væsen – og som et væsen, der ikke vil gå fortabt. I en ny bog med titlen "Livets risiko – himmel og helvede", nævnes det, hvordan visse af teolog K. E. Løgstrups formuleringer har inspireret til denne udjævning, og mens Løgstrups sans for synd og ondskab ikke skal glemmes, er ordene her rammende. Ikke mindst set i lyset af Vingegaards udstrakte hånd. Løgstrup har tolket begrebet dommedag som: ”… et navn for den daglige udfordring, som består i varetagelsen af næstens behov. I den sammenhæng er verdens undergang min verdens undergang, når jeg har svigtet den anden.”
Det er uvist, om Jonas Vingegaard havde sin verdens undergang i tankerne, da han ventede på Tadej Pogacar, men den decideret rørstrømske reaktion på hans gestus antyder, at den for mange ses som tegn på håb, og nok ikke mindre i denne tids intense stemning af en slags verdens undergang i skæret fra krige, klimakrise og skøre præsidenter. Der er stærkt brug for trøst derude, og denne opstod, da Jonas Vingegaard gjorde det gode. Måske, altså. Det er også en mulighed, at han reelt kun havde sin egen endelige Tour de France-sejr i tankerne, da han ventede på sin farligste rival. Ingen af os ved det, men for en sikkerheds skyld bør vi nok fortsat lytte til Martin Luther.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og debattør og forfatter Ali Aminali.