Sørine Gotfredsen: Jeg får lyst til at stille forældrene i ”Årgang 20” dette spørgsmål

Reality-fjernsyn er ofte blevet hyldet som et middel til at skabe genkendelse på tværs af landet, men mere og mere ligner det en genre, der er med til at fastholde skellet mellem dem, der udstiller sig selv og dem, der underholder sig med, at de virkelig gør det

I søndags kunne man gense de fire første afsnit af ”Årgang 20” om disse familier jævnt fordelt i Danmark – i Mørke, Lyngby, Espergærde og på Als. Familien her på billedet er fra sidstnævnte.
I søndags kunne man gense de fire første afsnit af ”Årgang 20” om disse familier jævnt fordelt i Danmark – i Mørke, Lyngby, Espergærde og på Als. Familien her på billedet er fra sidstnævnte. Foto: Daniel Hjorth/TV 2.

For nylig blev man ved nogle af landets busstoppesteder mødt af et alarmerende syn. Her hang et billede af fire små mennesker, der stadig lå i deres mors mave, og som var udvalgt til at deltage i TV 2’s serie ”Årgang 20”, der følger fire familier i de næste tyve år.

Vi kender formatet fra den forgående serie ”Årgang 0”. De fire børn blev gjort til offentlig ejendom allerede inden fødslen, hvormed vi er nået til et nyt punkt i fortællingen om det fredløse menneske.

I søndags kunne man gense de fire første afsnit af ”Årgang 20” om disse familier jævnt fordelt i Danmark – i Mørke, Lyngby, Espergærde og på Als – og de medvirkende, der repræsenterer den moderne fascination af at få sit eget liv dokumenteret og bevaret til en slags udødelighed, fremstår næsten som en demonstration af en bestemt befolkningsgruppe. Den, nemlig, hvor man ikke er voldsomt højt uddannet, og hvor for eksempel storbydebatten om køn og stereotyper vist ikke helt har slået rod.

I den ene familie glæder faderen Daniel sig til at få en rigtig dreng, der spiller fodbold og spiser burgere, og hjemme hos Nikolaj og Maria har sidstnævnte altid drømt om at få en lille prinsesse, der kan klædes i lyserødt. Visse livsanskuelser overlever helt uafhængigt af tidens identitetsfikserede samtale, hvilket klart er det mest opløftende ved denne serie, der mest af alt skaber lyst til at stille forældrene det oplagte spørgsmål.

Nemlig, hvorfor de finder det forsvarligt at udstille deres børns barndom i en tv-serie, der vil blive en stor del af deres skæbne. Altid. De vil komme til at føle sig beskuet og fortolket af vildt fremmede, med alt hvad dertil kan høre af paranoia og mindreværd, som det også er blevet antydet af ét af børnene fra ”Årgang 0”, der i dag ser kritisk på sit eget barne-tv-forløb.

Et par af forældrene nævner lysten til at dokumentere et stykke danmarkshistorie og for eksempel vise, at man kan bo på Als uden at være en bonderøv, og reality-optræden pakkes ofte på den måde ind i en smuk intention.

Præcis dette kunne som på bestilling opleves samme søndag, hvor TV 2 sendte filmen ”The Circle” om den unge Mae, der bliver del af et eksperiment, hvor hun døgnet rundt lader sig filme og blotte for omverdenen. Også hun er styret af et ædelt ønske om at skabe åbenhed og en slags ultimativt demokrati – meget i stil med de hule fraser, der ledsagede Facebooks erobring af verden – men Mae ender med at konstatere, at ”privatlivet var kun til låns”. Børnene i ”Årgang 20” risikerer at sande noget lignende, alt imens de kan gro ind i den splittede tilstand, hvor man kæmper for at blive sig selv og samtidig føler sig så ydmygende afhængig af, hvad andre mener.

Reality-fjernsyn er ofte blevet hyldet som et middel til at skabe genkendelse på tværs af landet, men mere og mere ligner det en genre, der er med til at fastholde skellet mellem dem, der udstiller sig selv og dem, der underholder sig med, at de virkelig gør det. Og tilmed trækker deres børn ind i det.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.