Jeg har altid sat en ære i at skelne mellem en politikers resultater og hans eller hendes menneskelige svaghed. Af samme grund argumenterede jeg længe for, at Lars Løkke Rasmussen ikke skulle bedømmes på sin hang til at købe fadøl og underbukser for andres penge, men på sit virke som statsminister og formand for Venstre. Da han var det.
Helt overvejende fastholder jeg princippet, men jeg må tilstå, at det er blevet sværere, efter at den politiske verden i så høj grad har ladet sig inficere af en moralsk dagsorden. Ikke kun i form af journalisternes jagt efter denne verdens syndere, men også den moral, som politikerne selv dyrker.
Politik har altid været præget af selviscenesættelse, men som del af moderne jeg-fremstilling er det for nogle blevet ekstra afgørende at træde frem som særligt ren og prisværdig.
Alternativets ankomst på scenen i 2013 illustrerede det. Partiet med Uffe Elbæk i spidsen præsenterede ikke blot tanker om bæredygtighed på klimaets vegne, men også på egne, og partimedlemmerne karakteriserede sig selv som mere ærlige og empatiske end andre. Det var moral langt ude på overdrevet, det var individets selvforelskelse for fuld musik, og da partiet kuldsejlede, blev det til påmindelsen om, hvordan mange politikere i dag betræder tynd is. Fordi de tror, at de selv udgør den definerende instans for sand moral.
Herfra er der ingen vej tilbage, når billedet krakelerer, og således er det for eksempel svært i dag at lytte til Radikale Venstres leder, Sofie Carsten Nielsen, når hun taler til et tv-kamera. Hvad enten det handler om børnene i Syrien, genåbningen af landet eller noget tredje, kan jeg ikke høre, hvad hun siger, for hendes medieidentitet er i vid udstrækning brudt sammen. Det skyldes, at hun med den ene hånd har proklameret nådesløs kamp mod sexisme og overgreb, mens hun med den anden hånd tilsyneladende har forholdt sig passiv over for en højst usund kultur i eget parti.
Falskheden hænger i luften, og mens man godt ved, at ethvert menneske rummer andet og mere end sit seneste fejltrin, er det blanke mediebillede kun med til at forstærke følelsen af forlis. På tv-skærmen står karikaturen tilbage, dette er mediets enorme begrænsning, hvilket også får en til at undres lidt over politikeres iver efter konstant at optræde i fjernsynet. De slides ned af det. Er man her én gang blevet afsløret som moralsk angribelig, er der ingen vej tilbage. Så er mediekontoen i færd med at blive tømt.
Det er den for Uffe Elbæk, og det er den vel også for Lars Løkke Rasmussen, når han står i ”Debatten” på DR 2 og indleder en sætning med: ”Jeg har været statsminister i dette land, jeg ved nok, hvad der er op og ned på tingene.”
Han slås for at vride det sidste ud af det opsparede, ligesom det kan være tilfældet for Sofie Carsten Nielsen, og der findes et punkt, hvor en politiker har været så vidt omkring i moralen, at billedet stivner. Så kan man ikke længere høre, hvad der bliver sagt. Og så er et kapitel måske forbi.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.
