Sørine Gotfredsen: Peter Aalbæk er med til at sætte tidens tone i perspektiv

"Jeg vil ikke forsvare Peter Aalbæks metoder, men har respekt for, at han åbent står ved dem fremfor at ty til undskyldninger," skriver præst og debattør

MeToo-kampagnen er nået til Danmark og involverer blandt andre filmmanden Peter Aalbæk Jensen.
MeToo-kampagnen er nået til Danmark og involverer blandt andre filmmanden Peter Aalbæk Jensen. . Foto: Jonas Olufson/ritzau.

En voldsom bølge er strømmet hen over os, siden kvinder i den amerikanske filmindustri begyndte at sætte ord på deres oplevelse af at blive ydmyget af mænd. MeToo-kampagnen, hvor tusindvis på Facebook videregiver deres erfaringer med krænkende mænd, er også nået til Danmark, hvor især filmselskabet Zentropa er i centrum.

Det er velkendt, at der her under ledelse af tidligere direktør Peter Aalbæk Jensen har hersket en meget grænseoverskridende kultur, og det interessante lige nu er ikke at få gentaget, hvordan medarbejdere er blevet befamlet, lagt over knæet eller sendt til Herfølge for at muge ud i direktørens grisesti. Det interessante er, at Peter Aalbæk Jensen frejdigt forsvarer sig. Han er ikke typen, der går i flyverskjul, og søndag optrådte han både i TV 2 Nyhederne og DR 2’s Deadline.

Begge steder fremlagde Peter Aalbæk Jensen sin strategi, hvor han på Zentropa havde skabt en såkaldt ”abegrotte”, hvor folk kunne blive udsat for lidt af hvert, mens han samtidig promoverede dygtige kvindelige ledere og instruktører, hvilket ifølge ham skaber en vis kreativ dialektik. Samtidig afslørede Peter Aalbæk Jensen i Deadline sit mildt sagt politisk ukorrekte syn på tanken om krænkelse, idet han som direktør så det som sin opgave at ruste folk til det, de senere måtte blive udsat for i en barsk filmbranche.

Vært Niels Krause-Kjær syntes en kende paf over Peter Aalbæk Jensens – skal vi sige – usnerpede definition af begrebet sexchikane, og samtalen mellem de to udtrykte en mentalitetskløft, der kendetegner tidens debat. Begrebet krænkelse har udviklet sig kolossalt og kan i dag dække over alt lige fra kække tilråb på gaden til deciderede overgreb, og midt i den ideologiske kamp og de enorme mediekræfter er det svært at gennemskue, hvad der er hvad.

Niels Krause-Kjær repræsenterede i dette interview tidens syn på, hvor lidt man må overskride andres grænser, mens Peter Aalbæk Jensen ser verden gennem excentrikerens tro på, hvordan man i en boble afskåret fra normaliteten skaber stor kunst.

Jeg skal på ingen måde forsvare Peter Aalbæk Jensens lumre og grove metoder, men jeg har respekt for, at han midt i en oppisket stemning åbent står ved dem frem for at ty til den gratis undskyldning, som så mange i dag betjener sig af. Samtidig er det gavnligt, at han som her på DR 2 påpeger de åbenlyse faremomenter ved flokkens dyrkelse af tanken om krænkelse, idet han undrer sig over, hvordan så mange i et oplyst samfund kan lade sig rive ukritisk med af en MeToo-kampagne fyldt med udsagn, der kan dække over både alt og intet.

At Zentropa under Peter Aalbæks ledelse har udviklet en uanstændig kultur, er de fleste nok klar over, og han erkender da også selv, at han sikkert ofte er gået for langt. Men det ændrer ikke ved, at denne mand er med til at sætte tidens tone i perspektiv. For medieflodbølgen er over os, berømte filmmænd falder som fluer, og uanset om man bryder sig om Peter Aalbæk eller ej, er han én af dem, der opfordrer den enkelte til midt i strømmen at tænke selv.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.