De falder med nogenlunde samme frekvens som hedebølger og mærkedage i familien. Jeg tænker på de kollektive kirkelige opråb i medierne, der opfordrer til et mere humant menneskesyn og en mildere flygtningepolitik. I onsdags skete det igen.
1073 personer med tilknytning til kirken, heriblandt fire biskopper, skrev i en kronik i Politiken, at Danmark ikke bør kendes som landet, der går forrest angående hjemsendelse af flygtninge til Syrien. Og slet ikke med tanke på, hvor meget vi ynder at henvise til, hvordan vi kom de forfulgte jøder til undsætning under Anden Verdenskrig.
Der blev altså her trukket et slags nazi-kort, og det betaler sig, for så bliver man nemmere inviteret ind i andre medier.
Som jeg skrev forleden, bliver meget tv til på baggrund af, hvad aviserne bringer, og en særlig varm forsyningslinje går fra Politiken til aftenens tv-talkshows, hvilket helt efter forventning her bragte en biskop i studiet. Således fandt Peter Birch fra Helsingør Stift sig i onsdags i TV 2’s ”Go’ aften Danmark” siddende over for Socialdemokratiets integrationsordfører, Rasmus Stoklund, og mens replikkerne gav sig selv, er det vigtigt at få understreget det problematiske ved disse kirkelige opråb.
De kan sikkert have en lunende effekt, mens de læses i skæret fra morgensolen, men de er ofte nemme at pille fra hinanden. Rasmus Stoklund behøvede blot en enkelt gang at undre sig over, hvordan 1073 personer uden særligt indblik i disse ting kan vide, at regeringens demokratisk vedtagne hjemsendelsespolitik er inhuman, når eksperter sidder og vurderer hver enkelt sag for sig.
Med andre ord: Hvad handler kronikken egentlig om?
At ingen skal sendes hjem, at et land skal være lige så fredeligt som Danmark, før man kan inddrage opholdstilladelser, eller at politikerne mest af alt bør indrette reglerne efter, hvordan vort land omtales i udlandet?
Det hele er jo en gratis omgang, og det mest vitale spørgsmål efter et opråb som dette er, hvad det betyder for folkekirkens brede omdømme. Det er jo dét, der kan påvirkes. Næppe det politiske rum.
Nogle finder, at netop de kirkelige skal repræsentere en overordnet moralsk stemme, der kan dæmme op for kynisme, mens andre frygter en voksende sammenblanding af det kirkelige og politiske.
Problemet er dog ikke, at disse mennesker råber op, det må de selvfølgelig gerne. Problemet er, at de argumenterer så dårligt, og det er dét, der får én til at rødme på kirkens vegne.
Hverken ordet humanisme eller menneskesyn udgør jo et argument i sig selv, og Peter Birch talte på TV 2, som om han blot ignorerer årtiers erkendelse af integrationens kvaler samt det uholdbare ved at gøre flygtninge til indvandrere.
Min største bekymring er, at det får nogle til at antage, at man generelt i kirken tænker så ansvarsløst, og man må blive ved med at reagere. For eksempel ved i medierne at minde om, at andre kirkelige stemmer både tænker og taler på anden vis. Uden, forhåbentlig, at blande tingene for meget sammen.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.