Vi nærmer os så småt konfirmationstiden, og et godt gæt er, at der blandt præster og forældre vil blive gjort tanker om, hvordan modet holdes oppe hos de unge. Konstant tales der om det vemod og den frygt for fremtiden, der griber om sig og ligefrem får nogen til at miste lyst til at sætte børn i verden. Denne tendens fik Peter Lund Maden til i tirsdags på P1 pludselig at holde en improviseret tale om sit syn på verdens i hans øjne gode udvikling.
Lægen og hjerneeksperten havde i sit program ”Hjernekassen” besøg af tre unge, der er engageret i politik, og som her skulle udtale sig om deres tro på fremtiden. Den var ikke stor. En beskrev, hvordan hun hver morgen simpelthen ved ren viljestyrke forsøger at vælge at tro på det kommende, fordi ”alt andet er for forfærdeligt,” og mens de to andre var lidt mere fortrøstningsfulde, handlede det samlede billede om frygt for klimaforandring, ulighed og for lidt vilje til at lytte til de unge.
Herpå holdt Peter Lund Madsen så en slags konfirmationstale for de unge, der kredsede om troen på, at menneskeheden som helhed rummer en drivkraft i retning af at ville gøre det rigtige. Det er muligt, at det går for langsomt, men før eller siden bliver problemerne løst, fordi de skal løses. Dette sagde han med et strejf i stemmen af utålmodighed over tidens evindelige klagesang, og på sin vis har han en pointe. Sådan rent pragmatisk set.
Det er grundlæggende ret utroligt, at der findes så mange velfungerende samfund i verden, og at millioner af mennesker lever under ordnede forhold. ”Vi er på konstant kurs i retning af noget bedre,” lød det fra Peter Lund Madsen, selv i denne krigstid, og han tilføjede, at ser man 400 år tilbage i tiden, var verden et langt hårdere sted for langt flere mennesker.
Uden tvivl, ja, i forhold til fattigdom, sygdom og nedslidning. Jeg er bare ikke sikker på, at denne statistiske vinkel på tilværelsen har så meget at gøre med de unges mangel på livsmod. Ingen af os ved med sikkerhed, hvad der skaber mening og frimodighed, men vi ved, at ubestemmeligt vemod kan invadere en menneskesjæl, uanset hvor mange fremskridt verden rummer, og hvor privilegeret man selv er.
De unge mangler ikke optimisme, fordi de ved for lidt om forholdene i den store verdensudvikling, men fordi de ved for meget. De bærer en for tung byrde på deres skuldre og oplever for lidt fred, stilhed og begrænsning, og Peter Lund Madsen talte som et menneske, der har været vant til meget mere af netop det. Han er født i 1960 og er vokset op med et væsentligt mindre udsyn, helt forskånet for digital kraft og derfor sandsynligvis med en stærkere fornemmelse af en tryg omverden.
Jeg vil anbefale, når konfirmationstalen skal holdes, at man taler mindre om den globale tilstand og de store linjer, og mere om menneskets behov for at høre hjemme et sted, der er til at overskue. Det er ikke hele verden, de unge skal vide mere om. Det er retten til ikke hver morgen at skulle bekymre sig om den.