”Liberty” viser, hvordan mennesket ikke blot er farligt, når det vil ødelægge, men også når det vil frelse

Vi er aldrig så moderne, som vi selv tror, skriver Sørine Gotfredsen som en påmindelse om vores adfærd over for andre

I DR’s nye dramaserie ”Liberty” taler Niels til sine ansatte som hunde, der skal lystre. –
I DR’s nye dramaserie ”Liberty” taler Niels til sine ansatte som hunde, der skal lystre. – . Foto: Aske Alexander Foss/DR.

VI KALDER OS moderne mennesker, og det er vi på sin vis også. Vi er de senest ankomne til planeten, og vi har her på stedet udviklet et trygt samfund med så høje idealer om lighed og værdighed, at vi må ryste på hovedet ved tanken om, hvordan vi for ikke så længe siden holdt slaver på De Vestindiske Øer. Der er fejl, vi ikke vil gentage.

Ikke desto mindre kan også det moderne menneske falde dybt. Det lærer vi nu gennem DR’s nye dramaserie ”Liberty”, der beskriver, hvordan danskere og svenskere som udsendte nødhjælpsarbejdere i Tanzania i 1980’erne i det fremmede råderum kunne udvikle mindre civiliserede træk. Seriens første afsnit i søndags viste, hvordan de centrale personer udfolder sig i en blanding af arrogant idealisme og herrementalitet og ikke på ærlig vis agter de lokale. Den velmenende Niels, der skal indføre afrikanerne i andelstanken, taler til sine ansatte som hunde, der skal lystre, og svenskeren Jonas har ikke meget moral tilbage og bruger udviklingspenge til egen luksus.

DE KOMMENDE UGER VIL VISE, om ”Liberty” holder som dramafortælling, men allerede nu sejrer serien gennem viljen til at fremstille mennesket som et væsen, der aldrig blot har lagt primitiviteten bag sig. Også i 1980’erne anså vi os selv for at være moderne, og også i 1980’erne kunne den civilisatoriske fernis hurtigt slides af.

I Deadline på DR 2 i tirsdags diskuterede den Afrika-kyndige journalist Peter Tygesen og socialantropolog Bente Topsøe-Jensen fænomenet, og de var påfaldende enige om, at ”Liberty” rammer 1980’ernes virkelighed temmelig godt.

En del mennesker kunne virkelig ikke håndtere magten, når de rejste ud som velgørere, og ifølge Tygesen har vi alle i den hvide del af verden såkaldte racistiske tendenser, der gradvist kan komme til udtryk langt hjemmefra. Det er der sikkert noget om, og ”Liberty” skiller sig ud ved at skildre menneskets skyggesider på en måde, som vi sjældent ser fra den store tv-dramafabrik.

DER ER LÆNGE BLEVET KREDSET om det blodigt grænseoverskridende i menneskesindet, der udgør kernen i tidens endeløse række af fiktive drab og overfortænkte handlingsforløb. Hvilket jo også præger litteraturen.

”Liberty” gør noget andet ved at lægge an til at beskrive, hvordan mennesket ikke blot er farligt, når det bevidst vil ødelægge, men også, når det vil frelse og bygge op. Dette er en vital erkendelse at gøre i dag, hvor vi så nemt kan komme til at tro, at vi har taget endegyldige skridt væk fra det destruktive. Til alle tider står vi på skrøbelig grund, og mens nødhjælpsorganisationer har travlt med at understrege, at der i dag udsendes færre typer som Jonas og Niels, bemærkede Bente Topsøe-Jensen på DR 2, at de svage led stadig optræder.

Vi troede, at vi var nået meget langt i 1980’erne angående egen moral og synet på Afrika. Det er kun cirka 30 år siden, og ”Liberty” kan blive en vigtig tv-serie, der minder om noget af det mest afgørende at forstå.

Nemlig, at vi aldrig er så moderne, som vi selv tror.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.