Af årsager, jeg ikke har helt styr på, har Lise Nørgaard trods sit 105 år lange liv fyldt meget lidt i min horisont. Som stort set alle danskere er jeg hende taknemmelig for at have opfundet Korsbæk og persongalleriet i ”Matador”, men derudover var hun for mig en lidt fjern figur.
Af samme grund forventede jeg mig ikke meget af den seneste udgave af ”Det sidste ord”, hvor journalist Mikael Bertelsen har interviewet store personligheder, hvorefter optagelsen opbevares på Det Kongelige Bibliotek, indtil de er døde.
Søndag aften sendte TV 2 samtalen med Lise Nørgaard, der ligesom flere af de foregående havde noget akavet over sig, da det er åbenlyst svært at tale, velvidende at man er død, når andre skal høre det. Idéen er virkelig god, men fungerer ikke ubetinget i praksis, og Mikael Bertelsen er trods sit nærvær faktisk ikke altid så god til at give folk tilstrækkelig plads. For eksempel ville jeg gerne have hørt Lise Nørgaard uddybe, hvorfor hun tror, at mænd frygter døden mere end kvinder. Min fornemmelse er, at hun har ret.
Men trods afbrydelser og en svækket stemme stod Lise Nørgaard distancen. Hun udviste imponerende skarphed og ironisk overskud og fortalte om den stærke trang til at skrive og blive til noget, der i sin tid drev hende til at forlade sin mand og for en periode også sine børn.
Denne lille kvinde sad der i studiet som det inkarnerede dilemma for den moderne kvinde, fanget mellem tradition og udbrydertrang, og det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvilken desperation man med skrivelyst og optagethed af samfundet kunne udvikle i den position i første del af 1900-tallet. Før p-pillen blev opfundet.
Men jeg ved det godt, sådan behandler man ikke sine børn, og Lise Nørgaards fortælling er dobbeltbundet. Det er sikkert også derfor, jeg altid har følt forbehold over for hende, men hun vandt med sit sidste ord.
Hendes svigt af børnene plagede synligt hendes samvittighed, men det blev ved et nøgternt udtryk for anger, for Lise Nørgaard havde aldrig behov at eksponere sit følelsesliv. Hun ønskede af princip ikke at græde i offentligheden og ”påføre andre min sorg”, som hun sagde, hvilket står i så vidunderlig kontrast til den mærkelige ophøjelse af begrebet sårbarhed, der foregår i dag, hvor det nærmest er karrierefremmende at klynke. For slet ikke at tale om den absurde efterspørgsel på mænd med mod på at græde for øjnene af os alle sammen.
Lise Nørgaard besad en gammeldags integritet, hvor idealet er selvbeherskelse frem for selvudlevering, og jeg er næppe den eneste, der søndag aften sad med fornemmelsen af, at vi ikke blot har taget afsked med Lise Nørgaard, men også med den gamle verden, hvor man lyttede til klassisk musik og ikke kunne drømme om at spise aftensmad foran fjernsynet.
I den gamle verden var selvbeherskelse en dyd, og vi må takke for dem, der trods svigt og dobbelthed i fortællingen har mindet os om det. Det styrker muligheden for at vinde noget af det tabte tilbage.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.