Sørine Gotfredsen: Medinas ord i ”Vi ses hos Clement” burde ristes som en rune over vor tid

”Det er vigtigt for mig, at det er mig, der laver mig.”, sagde Medina i talkshowet Vi ses hos Clement. En vidunderlig sætning, der næsten burde ristes som en rune over vor tid, mener Sørine Gotfredsen

"Tv-studiet bliver som en dagligstue, hvor man igen hænger lidt ud, hvilket kan svække intensiteten og drive en kvinde som Medina ud i et fniseanfald, der ville passe sig bedre for en teenager på et pigeværelse." Arkivfoto.
"Tv-studiet bliver som en dagligstue, hvor man igen hænger lidt ud, hvilket kan svække intensiteten og drive en kvinde som Medina ud i et fniseanfald, der ville passe sig bedre for en teenager på et pigeværelse." Arkivfoto. . Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR 2.

Talkshowet er en sælsom opfindelse, og Clement Kjersgaards udgave ”Vi ses hos Clement” på DR 2 er ekstra sælsomt.

Det indledes med lidt satirisk snak om tidens temaer, hvorefter en politiker skarpt forhøres, og derpå dukker et par kulturpersoner op og taler lidt om det, de nu går og laver.

I den seneste udgave var det først folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der rutineret lod sig interviewe i den lidt indforståede drillestemning, der efterhånden hersker mellem Kjersgaard og landets politikere. Herefter ankom skuespiller Kirsten Olesen og sangerinde Medina, og sammen åbenbarede de talkshowets problem.

Kirsten Olesen var så afgjort den, man ønskede at lytte til, for hun er ikke underlagt den automatik-snik-snak, der ofte kendetegner den, der konstant er i medierne. Flere gange lagde Olesen an til interessante anskuelser, men når tre mennesker med ulige refleksionsniveau alle skal til orde, kan det samlede udbytte blive flygtigt.

Det ene øjeblik sad man og hørte Kirsten Olesen fortælle om konsekvensen af at miste sin mand, mens man i det næste oplevede Medina sige følgende vidunderlige sætning, der næsten burde ristes som en rune over vor tid: ”Det er vigtigt for mig, at det er mig, der laver mig.”

Dette talkshow udviklede sig til et lærestykke i mediefaldgruber. Vi erfarer, at når en mediepersonlighed er blevet tilpas formet af livet i synlighed – som både Medina og Rosenkrantz-Theil er – kan man gradvist vænne sig af med at anstrenge sig.

Tv-studiet bliver som en dagligstue, hvor man igen hænger lidt ud, hvilket kan svække intensiteten og drive en kvinde som Medina ud i et fniseanfald, der ville passe sig bedre for en teenager på et pigeværelse. Og det hele blev her sat i relief af Kirsten Olesen, der som sagt flere gange tog tilløb til at sige noget med indhold. Blandt andet sagde hun, at man hele livet igennem må presse sig selv til at gøre ting, man egentlig er utilpas ved, som for eksempel – tilføjede hun – at stille op i et program som dette. Sløjfen var bundet.

Ved siden af hende sad to kvinder, der til gengæld synes så ovenud afslappet tilpas ved at optræde, at man mistænker dem for ikke for alvor at have forberedt sig hjemmefra. Der mangler koncentreret retning i det, de siger, livet i fjernsynet er blevet til dagligdag og løs smalltalk, og Clement Kjersgaard er det gådefulde eksempel på en begavet mand, der lader sig fange i det. Man aner, at han faktisk nærer en vis ambition om at komme tættere på sine gæster, idet han siger ting som: Hvem er du indeni? Er du dig selv, når du optræder?

Men der er jo en kløft til stede mellem spørgsmålenes karakter og programmets flygtighed. Det er, som om fjernsynets væsen umærkeligt underminerer indholdet, og man oplever det ekstra tydeligt, når der pludselig dukker en gæst op, der sjældent deltager og ikke er underlagt stilen. Hendes blotte tilstedeværelse afslører, hvor lidt der reelt bliver lyttet.

Hun drukner i talkshowet, fordi hun i alvor ønsker at sige noget.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.