Sørine Gotfredsen: Michael Laudrups tale bør kandidere til årets bedste

Tidligere fodboldspiller Michael Laudrup er kåret som den største danske sportsstjerne. Hans tale til prisoverrækkelsen bragte ham, om muligt, op på et højere niveau end før i Sørine Gotfredsens øjne

Michael Laudrup ved prisfesten i ­lørdags, hvor han .
Michael Laudrup ved prisfesten i ­lørdags, hvor han . Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.

Jeg er ret overbevist om, at de fleste seere havde regnet ud, hvordan det ville ende. Når man samler en flok danske sportsstjerner for at kåre den største, og tidligere fodboldspiller Michael Laudrup er med i feltet, er det ham, der vinder. Sådan er det.

Det hele var lørdag aften sat i scene af DR og Danmarks Idrætsforbund, der i år fejrer 125-års jubilæum og ønskede at hylde 125 sportsfolk lige fra speedwaykører Ole Olsen til svømmer Mette Jacobsen og fodboldspillere som Allan Simonsen og Peter Schmeichel.

Michael Laudrup fik ud af de endeligt otte nominerede flest stemmer, og man må spørge, hvorfor danskerne elsker Michael Laudrup så højt. Én ting er, at han var en fænomenal spiller, der optrådte i de største klubber og som ung var en del af landsholdets moderne gennembrud i 1980’erne.

Noget andet er, at han ofte har fremstået som en underligt flegmatisk mand. Han meldte fra i 1992, fordi han ikke brød sig om landstræner Richard Møller Nielsen, hvorefter det kun var lillebror Brian, der var med til at vinde EM, og han er hverken som træner eller noget andet efter karrierens afslutning for alvor trådt i karakter.

Alligevel er Michael Laudrups person omsluttet af magi. Han er som en adelig, og mit bedste bud på hans urørlighed er, at han med sin æstetiske spillestil repræsenterer en drøm om det højt svævende vidunderlige i et lille fladt land. Peter Schmeichel var et viljestærkt kraftværk af en målmand, Caroline Wozniacki blev et glat produkt af tennis-millionforretningen, der talte i ulidelige klichéer fra start til slut, og sejler Paul Elvstrøm er for længst borte og ikke længere tilstrækkeligt nærværende i vores fælles bevidsthed.

Men den 57-årige Michael Laudrup er nutidens personificering af drømmenes dybe styrke. Han er dét, der sætter hverdagsfølelsen i perspektiv, han er undtagelsen, der næsten kunne flyve, mens alle andre er bundet til jorden, og han er dét, ingen havde troet skulle opfostres i dette land.

Tilmed holdt han i lørdags en tale, der i mine øjne bragte ham op på et højere niveau end før. Han udnævnte selve kåringen til at være en misforståelse, da det er umuligt at sammenligne på tværs af sportsgrene og tidsaldre, hvorpå han nævnte nogle af de sportsfolk, han selv beundrede som barn. Han udtrykte håb om, at nogle har nydt hans bedrifter, lige så meget som han har nydt andres, og understregede, hvordan hele showet jo netop ikke handlede om at fremhæve de største stjerner, men om at hylde selve sportens betydning for mennesker.

Michael Laudrups tale bør kandidere til årets bedste i 2021, for på smuk vis trådte han omsider ind i den rolle, han for længst er blevet givet som bærer af danske drømme. Jeg har længe set det som en klar opgave for Michael Laudrup i højere grad at tage ordet. For talent forpligter, og Michael Laudrups talent er dybt indlejret i selve fortællingen om os. Derfor gav det sig selv, at han i lørdags ville vinde, og derfor skal han forblive i den. I fortællingen.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.