Det kan måske synes som en mindre ting at hænge sig i efter et såkaldt historisk pressemøde, men Djævelen ligger som bekendt skjult i detaljen. Det er basalt set urovækkende at høre politikere tale om at afskaffe helligdage, som det skete i onsdags, da de tre partiledere fra Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne præsenterede deres regeringsgrundlag, der blandt andet rummer ønsket om fra 2024 at fjerne store bededag fra kalenderen.
Radikale Venstre har tidligere drømt om det, og jeg tænkte dengang, at det kunne et borgerligt parti næppe finde på. Venstre er, så vidt jeg er orienteret, stadig et borgerligt parti, men ikke desto mindre meddelte statsminister Mette Frederiksen (S) på hele trekløverets vegne, at angrebet på store bededag sker med ”meget rank ryg og meget åbne øjne". En mærkelig formulering, der indikerer, at politikerne selv ved, at tanken er sørgelig, og ydermere blev forslaget pakket ind i en ufint manipulerende retorik om dette lille offer, som vi bør yde set i lyset af, at der er krig i Europa.
Forsvaret skal styrkes gennem indtjeningen på en ekstra arbejdsdag, og man forstår den indbyggede moralske anklage mod dem, der end ikke vil ofre en helligdag i verdensfredens tjeneste. Jeg gætter på, at de tre partiformænd, Jakob Ellemann-Jensen (V), Lars Løkke Rasmussen (M) og Mette Frederiksen, har siddet og aftalt, hvordan man bedst sælger denne byttehandel mellem det åndelige og det økonomiske, og de skal vide, at mens de fleste nok forstår behovet for et stærkt forsvar, vil denne manøvre være dyrt købt.
Store bededag er selvsagt ikke den vigtigste helligdag – den blev indført i 1686 som en samling af nogle katolske helligdage på én dag beregnet til bod og bøn – men den har siden fået faste traditioner. Og enhver helligdag symboliserer mere end blot sit eget indhold, nemlig nødvendigheden af i et samfund at dele en virkelighed, der ikke bygger på pragmatik og velfærd og blot fysisk overlevelse. Det er betryggende at vide, at der findes dage, der forener os om det samme, og ja, jeg ved godt, at mange primært bare nyder at have fri og ikke går i kirke, alt imens en stor del af os desuden arbejder som vanligt. Men det ændrer ikke ved, at helligdagen udgør et af årets fælles pejlemærker, og muligvis vil store bededag igen få større betydning, når turen til Ikea for alvor begynder at kede os til døde.
Interessant er det i øvrigt at bemærke, hvordan netop dette helligdagspunkt har fået så stor opmærksomhed i mediernes dækning af den nye regering. Tilsyneladende aner mange stadig, at et sådant forslag skiller sig ud, fordi det handler om den ikke-rationelle del af tilværelsen; den, der er knyttet til frihed og åndsliv og normalt hævet over politik. Og når en helligdag først er afskaffet, kan den ikke genindføres. Det er et permanent indgreb i historien og i kirkeåret, og den slags får naturligvis én til at overveje, hvor meget der mon med tiden kan mistes, om intet vil blive ved med at være helligt?
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.