Sørine Gotfredsen: Når mit landshold stiller op, følger jeg med

Det kunne have været smukt, hvis Danmark og ligesindede for længst havde afskrevet VM i Qatar, men det skete ikke. Derfor skal jeg se VM, skriver Sørine Gotfredsen

Nogle danske fans har fundet vej til Doha i Qatar, resten må se med hjemmefra, skriver Sørine Gotfredsen. På billedet skriver Simon Kjær autografer inden fodboldlandsholdets træning.
Nogle danske fans har fundet vej til Doha i Qatar, resten må se med hjemmefra, skriver Sørine Gotfredsen. På billedet skriver Simon Kjær autografer inden fodboldlandsholdets træning. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

I dag spiller det danske fodboldlandshold den første kamp ved VM i Qatar. Modstanderen er Tunesien, og derudover står vi konfronteret med et fælles moralsk dilemma. For skal man se landsholdets kampe i fjernsynet eller ej?

Spørgsmålet har længe præget stort set alle medier, og nu skal beslutningen tages. Som bekendt er det en betragtelig skandale, at Qatar i sin tid blev udnævnt til VM-vært. Det internationale fodboldforbund, Fifa, lod sig købe af den rige oliestat, skønt landet ikke ejer seriøs fodboldkultur, har så hedt et klima, at turneringen må afvikles om vinteren – og ikke mindst befinder sig langt fra vores opfattelse af respekt for individet. Hvad enten det drejer sig om fattige arbejdere, homoseksuelle eller kvinder.

Det er et upassende sted at holde verdens største fodboldfest, og dette VM udgør en milepæl i vores forvirrede forsøg på i en global verdensorden at opføre os anstændigt. Der gøres derfor mange krumspring for at finde balancen i synet på den begivenhed, der normalt i sin essens udgør en kulturel fest, der i nyere tid hvert fjerde år er blevet et næsten magisk omdrejningspunkt for vor civilisations fortælling.

Nogle boykotter helt, mens andre vil være med, dog uden at være for glade, og helt komisk blev det, da tøjfirmaet Hummel designede sorte spilletrøjer, der skal symbolisere omvandrende sørgebind til ære for alle dem, der har mistet livet under opbygningen af dette ørken-VM. Der er meget at sørge over, det er sandt, men Hummel udviser moralsk og hyklerisk forvirring på højt niveau, og det kan siges ret kort. Ja, man må gerne se landsholdet i fjernsynet, og hvad mere er: Ved at sige nej melder man sig på sin vis ud af vores danske fortælling.

Vi står hver dag med udsyn til den store verden med alle dens umulige vilkår, alt imens vi lever i den nære danske historie, som fodboldlandsholdet er en del af. For mig er den danske fortælling her vigtigere end de globale mønstre, og jeg vil ikke afgive min frihed til at opleve det, der står mig nærmest. Jeg er dansker, ikke verdensborger, og når mit landshold stiller op, følger jeg med. Hvis Dansk Boldspil-Union havde boykottet VM, ville jeg nok kun i begrænset omfang have ænset begivenheden, fordi rammere i år er så triste. Men nu er vores landshold med, og jeg vil ikke afskære mig selv fra dette nationale kapitel for at udleve en moralsk demonstration uden effekt.

Det kunne have været smukt, hvis Danmark og ligesindede for længst havde afskrevet VM i Qatar for at få Fifa til at fatte, at man er på alvorligt vildspor, men det skete ikke. Derfor skal både vi og journalisterne og tv-stationerne finde en måde at håndtere dette VM på, der sikrer, at historien om vores landshold fortælles videre. Og mens medierne må gøre det med kritisk tilgang til værtslandet, kan vi andre udmærket tillade os at se med, fordi Danmark spiller. Dette er det afgørende. Ikke at afgive sin frihed til at følge med i den fortsatte fortælling om ens eget land.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.