Jeg vil gerne takke statsministeren, for hun har sat et ord på dagsordenen, som vi ofte ikke forstår grundigt nok. Det drejer sig om ordet lyst. Mette Frederiksen (S) bragte det i centrum, da hun for nylig udtalte, at vi ikke bør godtage myten om, at man primært skal gå på arbejde af lyst.
Siden har jeg ekstra opmærksomt bemærket, hvordan ordet lyst bredt anvendes, og således også i lørdags i radioprogrammet ”Sara og Monopolet” på P4. Angående spørgsmålet om, hvorvidt en lytter skulle trodse en søskendestrid og gå med til sin søsters bryllup, udtalte modeskribent Uffe Buchard: ”Hvis du har lyst, skal du gøre det. Ellers skal du lade være.”
Ordene indrammer epokens syn på forholdet mellem lyst og pligt, og tilmed herskede der i monopolet enighed om, at barnedåb og konfirmation er de fester, man har mindst lyst til at gå til.
Tidligere politiker Anders Samuelsen (LA) fastslog endog, at konfirmanden som oftest end ikke gider sin egen fest, men er skredet, så snart pengene er i hus. Efter to konfirmationer i min egen vennekreds med piger, der begejstret har været med til at planlægge festen i detaljer, begriber man ikke, hvad Samuelsen mener, men sagen er nok, at den midaldrende generation ofte blot overfører egen 1970’er-forestilling om lyst og selvrealisering på de unge. En del tankegods fra 1968 bør revurderes, og mens kirken i den omvendelsesproces er helt central, studser man ved her i avisen i et stort interview at læse sognepræst Karsten Møller Hansen udtale, at han ikke selv har lyst til at gå i kirke. Underforstået, at det bør man have, hvis det skal give mening.
Men nej, heller ikke kirkegang skal nødvendigvis foregå af lyst, og også denne præst synes at leve i troen på, at det meste i livet skal måles efter den spontane tilbøjelighed, mens altså også kirkegang skal vurderes med den umiddelbare lystfølelse som målestok.
Konsekvensen af den livsindstilling giver sig selv. Man kan blive temmelig dårlig til at nærme sig det svært tilgængelige, men må nøjes med de rockkoncerter og den kilde til bekræftelse, der første gang tog bolig i en. Hvilket ofte skete, da man var en stor teenager. Man risikerer mentalt at blive hængende netop der, og med den attitude vil mange aldrig lære at gå i hverken kirke, teater eller på museum, for visse ting skal erhverves gennem en vis disciplineret indsats.
Denne banale visdom er desværre i vid udstrækning gået tabt. ”Som menneske er man ikke herre over, hvad der bevæger én,” siger Karsten Møller Hansen. Nej, men man kan øve sig i at blive bevæget og måske erfare, at der langsomt opstår noget meget større, end man havde forestillet sig. Man kan øve sig i at gå til konfirmation til glæde for konfirmanden, man kan øve sig i at gå i kirke til gavn for egen selvindsigt og de mennesker, man møder på sin vej, og man kan øve sig i at gå på arbejde. Også selvom man udmærket kender til følelsen af ikke at have lyst.
Tak til statsministeren for at minde os om det.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.