Sørine Gotfredsen om håndbold-EM: Fascinationskraften forsvinder af de alt for mange slutrunder

Håndbold-EM begynder i morgen. Men der er for mange slutrunder i dag. Alt for mange, mener Sørine Gotfredsen

Hvis vi skal bevare magien ved at se de bedste spillere, skal der være færre slutrunder. Der er for mange i dag, skriver Sørine Gotfredsen.
Hvis vi skal bevare magien ved at se de bedste spillere, skal der være færre slutrunder. Der er for mange i dag, skriver Sørine Gotfredsen. . Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix.

Torsdag indledes endnu en slutrunde i herrehåndbold, og ja, der er for mange af dem. Alt for mange. Man har da også længe diskuteret den devaluerende effekt ved at afvikle så mange verdens-og europamesterskaber, at vintermånederne nærmest er tapetseret med tv-håndboldkampe.

Af samme grund må man ryste på hovedet ad idéen om også i fodboldens verden at sætte frekvensen op. Fascinationskraften slides væk, og den stemning af glat forretning, der mere og mere præger de største sportsgrene, tager til, når spillerne konstant promoveres som masseunderholdning.

TV 2 har op til dette EM fremstillet en interessant lille tv-reklame for egne transmissioner, der tager udgangspunkt i den legendariske danske sportshal, hvor børnene spiller håndbold, mens et par voksne sidder ved tidtagerbordet og åbenlyst keder sig, men alligevel holder skansen i fællesskabets navn.

Det er sådan, vi gerne ser os selv i forenings-Danmark. Som de pligtskyldigt selvopofrende, og når TV 2 samtidig klipper billeder ind af nutidens stjerner, Mathias Gidsel og Mikkel Hansen, som små søde drenge opvokset i netop de haller, bliver man blød om hjertet. Spørgsmålet er dog, om vores berømte frivillighedskultur i længden vil overleve.

For nylig beskrev TV 2's fodboldredaktør Carsten Werge i et radiointerview på DR, hvordan mange forældre i dag opfatter en idrætsforening som en fritidsklub, hvor man afleverer sit barn og forventer, at andre sørger for, at alt er som det skal være. Og i al fremtid vil blive ved med at være det.

Det sætter sig på sjælen at vokse op i en velfærdsstat og gradvist vænne sig til tanken om, at man allerede har betalt sig til, at alt fungerer uafhængigt af egen indsats. Også folkekirken slås jo med den mentalitet.

I virkeligheden er det vel først med covid-19-epoken, at vi i nyere tid for alvor er blevet mindet om, at vi ”alle er hinandens skyldnere”, som det lyder i teologen K. Olesen Larsens smukke kirkebøn. Samme princip gælder i forhold til børns mulighed for at gå til håndbold og fodbold og badminton, specielt hvis man er én af dem, der sender sit eget barn afsted.

Og selv om TV 2-reklamen måske antyder det, er formålet ikke primært i en idrætsforening at skabe store spillere. Det er at skabe et sted for børn, hvor de føler, at de hører til. Sådan var det i Vissing Hadsten Håndboldklub, hvor jeg selv spillede.

Man var stolt, hvis man fostrede en stjerne, men det var ikke hensigten, og vi må ikke i dette individ-præstationssamfund vende tingene på hovedet.

Vi har ikke håndbold og fodboldklubber, fordi vi har absolut brug for stjerner. Vi har stjerner, fordi vi har absolut brug for håndbold og fodboldklubber. Jeg er på ingen måde anti-elite-tænkende, og jeg krydser fingrer for håndboldlandsholdet ved endnu et EM, men vi må blive med at huske, hvad vi skylder hinanden.

Ligesom jeg vil blive ved med at gentage, at skal vi bevare magien ved at se de bedste spille, skal der være færre slutrunder. Der er for mange i dag. Alt for mange.