Corona-epoken har skabt mange teorier om muligheden af nye vaner i fremtiden. En af dem lyder, at vi ikke igen vil give hånd som før, fordi vi har lært, hvor meget smittefare der generelt er forbundet med berøring.
Det kan man tro eller tvivle på efter temperament, og personligt føler jeg mig ret sikker på, at håndtrykket vil vende tilbage. Én ting er, at jeg allerede nu oplever, hvordan folk igen spontant rækker hånden frem, men noget andet er, at De Olympiske Lege i Tokyo giver os noget at tænke over.
I disse dage kan vi følge det smukke badmintonspil på DR 1, hvor to danske herresingler stiler mod toppen. I går sikrede både Viktor Axelsen og Anders Antonsen sig en plads i kvartfinalen. Vi kan noget særligt i denne sportsgren, det har vi altid kunnet, og med den lille bane og den tårnhøje intensitet er den perfekt til tv-mediet. 1980’ernes danske verdensstjerne, Morten Frost, sagde engang i et interview med mig, at badminton for ham mindede om ballet.
Men ud over at frydes over spillets skønhed skal man ved dette OL bemærke ritualet, når en kamp er færdig. Tidligere gav spillerne hinanden hånden hen over nettet. Ligesom i tennis. Nu løfter de blot ketcheren til en smittefri corona-hilsen ud i den blå luft, hvilket klart demonstrerer, at noget mangler.
En badmintonkamp er som alle andre sportsfænomener grundet i en fascination af styrkeprøven mellem mennesker, hvilket som bekendt og grundet vores syndige natur kan udarte til en vis aggressivitet. Desto vigtigere er det, at håndtrykket altid følger som den gestus, der uanset begivenhederne undervejs genopretter et fredeligt forhold. Helt udtalt er det i en boksekamp, hvor to til tider decideret krigeriske væsener både indleder og afslutter med at slå handskerne sammen som tegn på, at den basale respekt er intakt.
At modsætninger kan mødes i en civiliseret ramme, er en stor del af sportens væsen – og den olympiske ånd – skåret ind til kernen, og når vi i disse uger oplever så mange sportsfolk i aktion, savner man virkelig håndtrykket som det meget synlige vidnesbyrd om en fælles tro på sameksistens.
Ikke alle satser på håndtrykket, det ved jeg godt, men de kan tale nok så længe om i stedet at lægge hånden på hjertet og lave Dalai Lama-hilsen eller noget tredje. Der er noget reserveret ved de hilseformer, for det er kun håndtrykket, der helt fysisk bryder med individets eget rum og skaber forbindelse over enhver mental afgrund. Med håndtrykket rækker man målrettet ud efter den anden, og bevægelsen udgør ét af de store tegn på ønsket om også at ville den, der er anderledes end én selv.
Som et apropos gælder det også diskussionen om pligten til at give hånd, når man skal være dansk statsborger. Forstod vi ikke betydningen af den debat før, forstår vi den måske bedre nu, hvor håndtrykket så længe har været savnet. Og hvor verdens bedste sportsfolk lige nu minder os om, hvor meget det mangler. Samt hvad det grundlæggende betyder: respekt på tværs af kamp og irritation og alle tænkelige forskelle.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.