Det betaler sig at lægge mærke til sprogets udvikling, og jeg har på det seneste bemærket en interessant detalje. Den handler om ordet ”vælge”, der konstant dukker op, ikke mindst i mediestrømmen.
Et par eksempler: I mandags blev den pletvise skepsis over for coronavaccination behandlet i TV Avisen, og en kvinde udtalte her: ”Os, der har valgt ikke at blive vaccineret…”. Man fornemmer den rethaveriske undertone – ”vi, der som frie individer ikke vil finde os i noget”.
Også nærværende avis kan også være med. Forleden stod der: ”I går valgte Morten Messerschmidt at sende sagen videre til den særlige klageret.” Tidligere havde man nok skrevet: ”I går sendte Morten Messerschmidt sagen videre til den særlige klageret.” Og når det aktive valg så ivrigt understreges, skyldes det sikkert påvirkning fra epokens syn på mennesket som et individ, der skaber sit eget liv. Ja, måske endda i sidste ende skaber sig selv.
Teorien blev bekræftet, da jeg samme mandag så et afsnit af TV 2-serien ”Under regnbuen – med Peter Frödin”, der gennemgår udviklingen i synet på homoseksuelle. Serien præsenterer en række homo- eller biseksuelle personer, der taler som snydt ud af tidsånden, og tv-underholdningsvært Sarah Grünewald satte med denne opfordring sagen på spidsen: ”Hver dag, når vi vågner, skal vi vælge, hvem vi vil være…”.
Ordene blotlægger valgets inderste tragedie, for mens det i dag ligger i luften, at det frie valg er lykkebringende, kniber det for en del, herunder åbenbart Sarah Grünewald, at forestille sig, at opgaven hver morgen at skulle vælge sig selv kan bryde mennesker ned. Muligvis har hun ikke læst dr.theol. Anders Kingos nye bog, ”Søren Kierkegaard og herrnhuterne”, hvor der angående valget står: ”(…) da jeg som det relative individ, jeg er, kun kan vælge relativt, relativerer jeg – i og ved mit valg – sandheden.”
Det er en illusion at tro, at vi hver morgen kan vælge, hvem vi vil være.
Altså: Hver gang mennesket tror, at det har valgt noget sandt for sig selv, glemmer det, hvor lidt adgang det overhovedet har til sandheden om sig selv, hvormed man i yderste konsekvens i alle sine leveår kan lede forgæves efter en identitet. Mange vil i denne endeløse søgen efter hvile lide et vist skibbrud, og lgbt+-bevægelsen udgør vor tids største eksponent for troen på valgets lykkelige rækkevidde. Dette er nok i sidste ende årsagen til den instinktive modvilje, jeg personligt mærker ved synet af den Pride-fest, der atter i sidste uge prægede byen. Den symboliserer valgets triste overdrev, og det samme mener Marcus Dip Jensen, der selv er transperson, men som ikke hylder lgbt+-ideologien. Han skrev forleden:
”Hvis køn bare var flydende og et valg, ville jeg til hver en tid vælge at forblive en pige og spare mig selv for en hel masse bøvl.”
Det er en illusion at tro, at vi hver morgen kan vælge, hvem vi vil være. Men når talen om at vælge har mast sig så dybt ind i sproget, tyder det på, at netop den illusion har bidt sig fast. Læg altid mærke til sproget. Vi afsløres gennem det. Som oftest uden at vide det selv.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.