Når en bog udgives, kan en større mediemekanisme gå i gang, hvis den rummer noget kontroversielt. Passager gengives i ét væk, og eventuelle provokerende elementer bliver til en strøm af journalistiske historier.
Dette er i de forgangne dage sket med bogen ”Fri”, der omhandler den tidligere elitesvømmer Jeanette Ottesen, der blandt andet beskriver, hvordan kollegaen Lotte Friis blev mobbet, da de sammen rejste og trænede. Mens Ottesen selv blot så passivt til.
Formålet er efter sigende at sætte fokus på et lukket og usundt svømmemiljø, men de fleste har først og fremmest læst det som endnu en nedgørelse af Lotte Friis, heriblandt Friis selv, der føler sig brugt og udstillet. Bogen har således fået al den medieomtale, man kan ønske sig, Jeanette Ottesen har optrådt i talkshows, citaterne er gået fra mund til mund, og i programmet ”Detektor” undersøgte man forleden, om Jeanette Ottesen virkelig er så engageret i antimobning-arbejde, som det hævdes. Den undersøgelse faldt ikke ud til hendes fordel.
Alt i alt må man erkende, at noget gik galt i mediestrategien, omtalen har nok været massiv, men uhyre negativ, og ”Fri” repræsenterer muligvis et lille besindelsens punkt angående salgsfremmende spekulation. Bogen er udgivet af Gyldendal, hvor man mener, at det var nødvendigt i bogen at sætte navn på det centrale mobbeoffer for at klargøre tingene. En mulighed er sikkert også, at man håbede på et højlydt skænderi mellem to medievante kvinder (Lotte Friis er i dag studievært på P4), og noget mindst lige så tankevækkende ved alt dette er, at man som bogforside har valgt et helt bizart billede af Jeanette Ottesen, hvor hun er delvist nøgen.
Man bliver lidt paf, og mens titlen ”Fri” formentligt også skal referere til den moderne kvindes frihed til at vise sin krop frem, skaber forsiden blot undren over, hvordan visse kvinder i dag helt frivilligt reducerer sig selv til objekter. Hvilket er en del af det paradoksale ved moderne feminisme. Suzanne Brøgger-tricket virker ikke mere. Bogen fremstår med andre ord som en gennemført mediemæssig maveplasker, og man kan håbe, at forløbet vil nære erkendelsen af, at bøger ikke vinder værdighed ved skamløst at stræbe efter billig mediesynlighed.
Der kommer en dag, hvor det bliver for gennemskueligt, og Jeanette Ottesen har, siden kritikken tog fart, udfoldet en hektisk redningsaktion ved at lægge sig fladt ned og undskylde over for Lotte Friis. Jeg kender naturligvis ikke Jeanette Ottesens inderste intentioner med bogen, men man mistænker hende under alle omstændigheder for at have modtaget ualmindelig dårlig rådgivning. Bogudgivelser med mere eller mindre kendte sportsstjerner lever af øjeblikkelig og intens omtale, eftersom de sjældent har et indhold, der gradvist kan erobre vedvarende liv. Det interessante i dette tilfælde er, at omtalen så entydigt har vendt sig mod bogen selv. Hvis det viser sig, at den ikke sælger, er der måske grund til at tro, at vi efterhånden har lært noget.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.