Måske vil vi snart indse, at vi i første del af det 21. århundrede befandt os i epoken for psykologiens overdrev. Altså, der hvor iveren efter at kortlægge det indre blev så intens, at mennesket var i alvorlig fare for at miste værdighed.
Tanken slog mig, da jeg i torsdags så et afsnit af DR-serien ”I hjernen på stjernen”, hvor en kendt person, her X-Factor dommer Thomas Blachman, i to dage udsættes for hypnotisør Jan Hellesøes manipulerende optrin, der skal vække følelser til live, mens tv-vært og psykolog Josefine Høgh fører terapilignende samtaler på tomandshånd.
Et sært konstrueret forløb, der skal bane vej til et menneskes inderste lag, og anslaget bestod af en bemærkning, som Thomas Blachman engang leverede i et tilfældigt møde med Jan Hellesøe, hvor han sagde: ”Jeg er manden uden selvværd.”
Nu skulle Thomas Blachman møde sig selv, opbygges til selvværd, forstod man, hvorefter han kunne nå frem til en erkendelse af, at han er vidunderlig, som han er.
Han blev på forskellige lokaliteter udsat for Jan Hellesøes trylle-manipulations-seancer, der kan få enhver til at måbe, mens man selvsagt ved, at det er fup.
For eksempel skulle Thomas Blachman udvælge to papfigurer, der viste sig sammen at danne et silhuetportræt af hans far. Indimellem førte Josefine Høgh nogle jævnt søvndyssende og klichéfyldte samtaler med Thomas Blachman om barndom og faderrolle, og det hele mundede ud i portrættet af en glansbillede-mand, der rummer så meget godhed og styrke, at han roligt kan forlade sig på egne intentioner.
Dette er jo først og fremmest billedet på individets moderne forbandelse, hvor man er dømt til at finde den væsentligste styrke i det indvortes, og når der ikke findes særlig interesse for at få den enkelte placeret i en større fortælling eller beskæftige sig med, hvad man kan tro på uden for sig selv, bliver kredsløbet meget trangt.
Det handler om far, mor og evig selviagttagelse, og når Josefine Høgh på distancen følger Jan Hellesøes Blachman-eksperimenter gennem et kamera, mærker man virkelig, hvordan mennesket i psykologiens klaustrofobiske rum kan reduceres til et lille umyndiggjort insekt.
Programmets ubehagelige titel siger reelt det hele. Man vil mase sig helt ind i sjælen, og ”I hjernen på stjernen” udgør en blanding af klichéfyldt terapi, intim befamling og overfladisk ophøjelse af en person uden sans for, at man jo altid også må forholde sig til alt det negative indeni.
Som en grum krølle på det hele blev vilkåret i denne psykologiens tidsalder i torsdags sat yderligere på spidsen.
Den udskældte Onkel Reje, der normalt hedder Martin Geertsen, afslutter nu sin sygemelding efter den intense forfølgelse af ham og hans bramfri børneunderholdning på DR.
Han har været til psykolog, fortæller han nu alle sine små fans, og beskeden er klar. Skal du her i livet blive glad igen, skal du først og fremmest gå til psykolog.
Jeg tror bestemt, at vi befinder os ude på et vist overdrev. Meget tyder på det.