Hvis der er en kvinde i dette samfund, der er god til at bringe sig selv i centrum, er det Özlem Cekic. Næsten uanset hvornår man tænder for fjernsynet, er det hende, der sidder og taler, og siden hun forlod politik og partiet SF, har hun udviklet sig til sin egen lille virksomhed, der især er blevet kendt for fænomenet dialogkaffe.
Özlem Cekic mener, at der skal føres mere fordomsfri dialog uenige parter imellem, og hun har gjort det til et princip at opsøge folk, der har overfuset hende for at finde ud af, om der ikke er mulighed for forståelse. Det er i udgangspunktet prisværdigt nok, hvis man har tid til den slags, og Cekic oplever en del medvind, da alle jo ved, at fjendskab og polarisering er uheldigt. Sandt er det da også, at aggressiviteten i samtalen herhjemme vokser, og Özlem Cekics projekt får i disse dage en del opmærksomhed, idet den tidligere politiker har udgivet en bog med sine tanker.
I mandags skulle dialogen foregå med Morten Messerschmidt (DF) i ”DR 2 Dagen”. Cekic mener nemlig, at nogle politikere graver grøfter, snarere end de udøver samtale, og med det som udgangspunkt blev der skabt en diskussion, der atter demonstrerede, hvordan Özlem Cekics omrejsende dialogshow paradoksalt nok har det med at sabotere den interessante og fokuserede debat.
Morten Messerschmidt forsøgte at understrege det indlysende – nemlig, at der findes et punkt, hvor dialog ingen mening giver, fordi man står over for kræfter, der er hinsides rationel samtale. Og Cekic blev fornærmet, idet hun mente, at han sammenligner islam med nazisme. Og så videre.
Hvis Özlem Cekic vil bruge tid på at drikke kaffe med imamen i den berygtede Grimhøj-moskéen i Aarhus, er det hendes sag, men hun risikerer at bidrage til idéen om, at det er tonen i samfundet med politikerne i spidsen, der selv bærer ansvaret for problemerne med integration og islam.
Det er en farlig tankegang, der især kan blomstre, når man ikke forholder sig til indholdet, men i stedet dyrker diskussionen om formen. Özlem Cekic vil meget gerne tale om dialog, men helst ikke for meget om konkrete problemer med islam, og samtalen i mandags endte i netop den sært uldne tilstand, hvor to parter bliver enige om, at vi skal respektere hinandens synspunkter.
Tjah, det skal vi jo, og det er da muligt, at der kan være en vis opbyggelig effekt forbundet med at se to politiske modstandere sidde og forbrødres over en række almindeligheder om demokratiets væsen. Men jo mere vi diskuterer arten af debatten, desto mere kan vi nære forestillingen om, at det også er dén, der skaber problemerne. Denne proportionsforvrængning opstår, fordi man efter mange års intens og udmattende værdidebat kan score billige point på at træde frem som den, der minder om, at vi skal tale pænt til hinanden.
Det er storesøsterens hævede pegefinger, der er på spil, og man kan kun håbe, at de politikere, der i de kommende dage bliver indsluset i Özlem Cekics store dialogshow, vil formå at holde fokus på sagen.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.