Sørine Gotfredsen: Pia Kjærsgaards vedholdenhed er imponerende

Pia Kjærsgaard udfolder en kolossal stabilitet og fremfører i dag sine holdninger med samme intensitet som for 40 år siden, skriver sognepræst Sørine Gotfredsen

På dage, hvor man tvivler på sin egen vedholdenhed, bør man tænke på Pia Kjærsgaard, skiver Sørine Gotfredsen.
På dage, hvor man tvivler på sin egen vedholdenhed, bør man tænke på Pia Kjærsgaard, skiver Sørine Gotfredsen. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.

Når man længe har været del af debatten, spørger man af og til sig selv, om energien mon vil blive ved med at strømme. Det kan føles udmattende om og om igen at stå over for de samme mennesker og høre dem og sig selv tale og stadig holde dampen oppe.

På dage, hvor man tvivler på sin egen vedholdenhed, bør man tænke på Pia Kjærsgaard. Den 74-årige tidligere formand for Dansk Folkeparti og Folketinget og nuværende værdiordfører for sit parti udfolder en kolossal stabilitet og fremfører i dag sine holdninger med samme intensitet som for 40 år siden. Tidligere på ugen optrådte hun i ”P1 Debat” sammen med en række andre politikere – heriblandt Enhedslistens Pernille Skipper, Radikale Venstres Zenia Stampe og Sikandar Siddique fra Frie Grønne. De diskuterede atter tonen og de racistiske tendenser, idet Pia Kjærsgaard igen har hævdet, at venstrefløjen bærer et stort ansvar for den voksende råhed i befolkningen. Eller træthed eller skepsis, eller hvad vi nu skal kalde det.

De politikere, der ikke i tide bidrog til at begrænse indvandringen, bør ifølge Pia Kjærsgaard se sig selv i spejlet, og debatten blev ret hidsig, helt som i 1980’erne og 1990’erne og sidenhen, hvilket får en til at smile ved tanken om de kommentatorer, der i nogen tid har ment, at udlændingespørgsmålet ikke længere er centralt i dansk politik. Denne P1-debat var et stjerneeksempel på den uenighed i livssyn, der holder udlændingedebatten i live og gør den til noget af det vigtigste i min levetid. For mens Pia Kjærsgaard taler om indvandringens realitet i danskernes liv, taler Pernille Skipper om, hvordan debatten i sig selv præger mennesker til hårdhed, og hun sagde her frit citeret efter hukommelsen: ”Ingen er født med racistiske tilbøjeligheder.”

Jo, alle er født med racistiske tilbøjeligheder, for alle er født med onde kræfter og trang til at værne om sit eget, og denne uenighed er afgørende. Tror man på det sidste, opfatter man stor indvandring som en uundgåelig kilde til strid. Tror man derimod på det første, at alle er født rene og blanke, opfattes mennesket mere som et væsen, der af de rette vejledere kan opdrages til at tænke smukt om de andre.

Som Dostojevskij engang skrev om de russiske studenter, der ville gøre folket mere værdigt: ”(…) vore unge mennesker [går] ud i dette folk, ikke for at lære det at kende, men for at belære det. (…) Hvilket aristokratisk tidsfordriv!”.

Pia Kjærsgaard dyrker sjældent litterære henvisninger, men hendes instinkt driver hende i retning af en indsigt som ovenstående, der jo i øvrigt også viser, at visse problemstillinger er tidløse. Man begynder at overveje, om også Pia Kjærsgaard er netop dette.

Hun kunne jo som Ritt Bjerregaard (S) lade sig pensionere og sidde under æbletræet og skrive alenlange bøger om sin politiske karriere, men hun fortsætter. Og uanset om man bryder sig om hendes ståsted eller ej, kan alle de små debatdrenge og -piger derude roligt tage ved lære. Ene og alene på grund af hendes vedholdenhed.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.