Sørine Gotfredsen: Radio 4-sexindslag er bizart resultat af mediernes jeg-eksponering

Hvad hvis det nu havde været en mandlig reporter, der havde dyrket sex med en tilfældig kvinde i en swingerklub? Det er interessant at overveje, hvad kvinder kan tillade sig uden at blive anklaget for at krænke nogen, skriver Sørine Gotfredsen

Radio 4's nylige indslag, hvor en kvindelig reporter havde sex i en swingerklub for åben radio, gør det svært i fremtiden at tage kanalen alvorligt.
Radio 4's nylige indslag, hvor en kvindelig reporter havde sex i en swingerklub for åben radio, gør det svært i fremtiden at tage kanalen alvorligt. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix.

Da Radio24syv i 2011 kom til verden, var det i høj grad med ønsket om at skabe modspil til DR’s P1 som landets dominerende taleradio. Det lykkedes.

Radio24syv blev en succes med nye programtyper, begavede værter og vilje til at kritisere magthavere. Kanalen blev dog siden i 2019 afskaffet i en uigennemskuelig proces, som nogle i dag fortryder, og senest begræd Venstres Jan E. Jørgensen offentligt tabet af Radio24syv.

Kanalen lærte os primært to ting. At radiomediet kan gå nye veje, men også, at bestræbelsen på netop det kan medføre, at man går over stregen, hvilket for eksempel kunne ske for satireprogrammet ”Den korte radioavis”.

Det var uhyre populært og ofte morsomt, men det overskred også anstændighedens grænse så meget, at man kunne blive umådeligt træt af de selviscenesættende værter. Jeg nævner det, fordi vi forleden på Radio 4, der kom til verden efter aflivningen af Radio24syv, oplevede et temmelig desperat forsøg på at blive bemærket.

Journalist Louise Fischer skulle i et 10 minutter langt indslag berette om genåbningen af en swingerklub i Ishøj, og da hun med egne ord er en meget frisindet kvinde, besluttede hun at have sex med en af de tilstedeværende for at give lytterne et ekstra klart indtryk af stedets aktiviteter. Hvilket man bestemt på en vis måde fik.

Rent indholdsmæssigt gjorde det dog intet godt for journalistikken, og indslaget repræsenterer den meget lidt charmerende og utroligt trættende medieudvikling, hvor værter og journalister på forskellig vis udfylder en større og større del af billedet for at skabe maksimal effekt.

Som det altså også – af og til på uheldig vis – var tilfældet på Radio24syv. Bevægelsen fra reserveret professionel radio og tv-vært til selviagttagende hovedperson foregår støt og roligt, og et gennemført samleje for åben mikrofon må siges at være et noget surrealistisk resultat af trangen til ublu jeg-eksponering.

Samtidig rummer bataljen på Radio 4 et andet vigtigt spørgsmål. For hvad nu hvis det havde været en mandlig reporter, der havde dyrket sex med en tilfældig kvinde for at sikre sig, at folk blev hængende på hans kanal? Det ville sikkert have sendt nogle MeToo-soldater i ilter kamp, og det er interessant at overveje, hvad kvinder kan tillade sig uden at blive anklaget for at krænke nogen.

Det ligger ikke i tiden at mistænke dem for at misbruge deres seksuelle appel for at blive lagt mærke til i verden, men det er jo ikke desto mindre en del af virkeligheden.

Når det er sagt, må det undre, at Radio 4’s direktør og ansvarshavende chefredaktør, Anne-Marie Dohm, både godkendte og siden har forsvaret indslaget. Louise Fischer havde på forhånd informeret om sine frisindede planer, og radioens ledelse mente, at det var ”friskt”.

Det kan man mene, men en del af konsekvensen er nok, at det bliver svært i fremtiden at tage Radio 4 alvorligt. Og at der under alle omstændigheder er blevet sat en tyk streg under det hovedløse ved at afskaffe Radio24syv.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.