Mon ikke de fleste i løbet af livet har overvejet, hvilken skæbne man opfatter som den værst tænkelige? Forestillingen kan især opstå, når man mærker taknemmelighed for sin privilegerede tilværelse og konfronteres med dem, der har det uendeligt meget sværere. Hvor ofte jeg end har tænkt over dette, er det aldrig faldet mig ind, at det skulle udgøre en særlig hård skæbne at være homoseksuel. Eller i øvrigt tilhøre en seksuel minoritet.
Dette har utvivlsomt at gøre med, at jeg lever i et oplyst land, hvor man sjældent foragtes på grund af sin seksualitet, men uanset hvad forekommer det mig at være en langt større ulykke at have et handicap, mangle en sans, sin førlighed eller lide af en kronisk sygdom. Det er nok også ofte frygten for netop dén slags, der hjemsøger en, når man forestiller sig stor ulykke i eget liv, og desto mere påfaldende er det, at den seksuelle identitet i dag er så nært knyttet til idéen om det udsatte menneske. Senest demonstreret ved det igangværende EM i fodbold, hvor også striden om regnbuen, der jo symboliserer rettigheder for lgbt+-mennesker, altså diverse seksuelle kønslige identiteter, har fået en central plads.
Før kampen mellem Tyskland og Ungarn forleden ønskede man i München at oplyse byens stadion i regnbuens farver, hvilket skulle udgøre en protest mod Ungarns mere restriktive politik på mangfoldighedsområdet. Det europæisk fodboldforbund sagde nej, og stadion blev aldrig oplyst, hvilket bestemt klæder EM-turneringen, men det store spørgsmål står tilbage: Hvordan havnede vi dér, hvor mennesker med en alternativ seksualitet og kønsopfattelse har erobret rollen som denne verdens voldsomt profilerede ofre?
En del har at gøre med den generelle fascination af sex og krop og ønsket om hele tiden at få menneskets driftsliv centralt placeret i samtalen. Trangen præger alt lige fra komik til reklamer, undervisning og minoritetstænkning, og ikke mindst siden 1968 er det blevet set som progressivt og usnerpet at identificere sig med sine spontane tilbøjeligheder. Således har kønslivet i de seneste 50-60 år udgjort et yderst anmassende fænomen, og tilmed har det antaget en pudsig slagside, som Douglas Murray beskriver i bogen ”Hordernes hærgen”, hvor det lyder: ”Fra at have en stærk tilbøjelighed til det heteroseksuelle har mainstreamkulturen udviklet en mild tilbøjelighed til det homoseksuelle.”
Der er gået så meget ideologi i skidtet, at det i dag ses som særlig fint at tilhøre en minoritet, der modsiger normen. Derudover udgør seksualitet og kønsopfattelse nogle særdeles anvendelige begreber for den, der hævder, at mennesket langt hen ad vejen kan skabe sin egen identitet, da denne jo opfattes som flydende. Vi har at gøre med en kamp mod troen på mennesket som skabt og villet af noget andet end sig selv, og mens lgbt+-bevægelsen markedsføres som en hyldest til mangfoldighed og ligeværd, har den samtidig tråde helt tilbage til det gammeltestamentlige opgør med dette at være underlagt skabergudens vilje.
Af samme grund er det handicappede menneske på ingen måde interessant for vor tids minoritetsideologi, for den handicappede er jo i høj grad kendetegnet ved ikke at kunne forme sin egen identitet. Den er fysisk og måske endda biologisk betinget og dermed ikke brugbar i en politisk kamp. Det handicappede menneske er i sandhed et offer, men desværre ganske uden status sammenlignet med den, der tilhører en seksuel minoritet, og rangordningen kom for eksempel til udtryk, da det nu hensygnende parti Alternativet i sin tid henlagde en valgfest til en frisindet sexklub, mens det næppe var med i overvejelserne at besøge Dansk Blindesamfund.
Den almene mangel på medfølelse og politisk opmærksomhed, der omgiver det handicappede menneske, udgør en virkelig tankevækkende omstændighed ved offerets 21. århundrede, og regnbuen bliver mere og mere symbol på et forvrænget hierarki. Samt et forkælet og opmærksomhedskrævende individ, der muligvis ikke helt forstår dybden af sit eget held.
For tænk lige over det. Tænk på, hvor vidunderligt det er at gå på sine egne ben, hver morgen rejse sig fra sengen ved egen kraft, høre havet bruse mellem granerne og se den store skønhed i naturen, som præst og digter Jakob Knudsen brugte et helt liv på at ophøje som kilde til håb og livskraft. Solen, skyerne, de sorte krager og ”den brunviolette rugmark, hvor enkelte blå kornblomster gjorde den svajende bevægelse med nede i stråhavet”, som det hedder i en af Knudsens romaner.
Og tænk på, hvordan det må være ikke at råde over sine sanser eller sit legeme og samtidig leve i en temmelig vanvittig tidsalder, hvor mennesker med noget så uinteressant som en anderledes seksualitet har erobret offerrollen i en grad, der tvinger enhver ved et EM i fodbold til at forholde sig til det.
Det er et grimt hierarki, og det er synd for den smukke regnbue. Ligesom det er synd for denne verdens sande ofre for livets barske omstændigheder.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen, debattør og forfatter Ali Aminali og sociolog og forfatter Anette Prehn.