Skabes der stadig sangstjerner, der kan bestå, eller er vi for alvor trådt ind i døgnfluernes tidsalder? Det spørgsmål er særligt relevant, nu hvor DR har taget hul på den sidste sæson med sangkonkurrencen ”X Factor”, og hvor det mest interessante er, at Sanne Salomonsen er blandt dommerne.
Salomonsen har i årtier været et af de største navne i dansk musik og sætter ved sin blotte tilstedeværelse hele ”X Factor”-konceptet i relief. På få øjeblikke har hun fået sine to mandlige meddommere til at blegne, og med en lang, smuk karriere bag sig minder hun os om, hvad der kræves for til fulde at etablere sig som sanger og musiker. Mange, mange års hårdt arbejde. Hvordan dette udleves kan man se i DR 2’s dokumentarserie med titlen ”Anne, Sanne og Lis”, der meget passende blev indledt i søndags, og som netop handler om vejen frem for tre af de største sangerinder og sangskrivere i dansk musikhistorie.
Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen blev i 1970’erne banebrydende for kvinder på scenen, og i første afsnit blev det beskrevet, hvordan Anne Linnet som drivkraft i Aarhus grundlagde kvindebandet Shit & Chanel, hvortil Lis Sørensen blev hentet ind fra forstaden Brabrand.
Og befriende er det i disse MeToo-tider at erfare, at det var musikken og ikke kønskampen, der drev værket. Da gruppen på et tidspunkt skulle optræde i Nørrebrohallen i København, var kvindebevægelsen så glødende, at mænd helt var forment adgang, hvilket fik Anne Linnet og Lis Sørensen til at kræve, at begge køn var velkomne. Blandt andet fordi de ikke kunne slæbe deres udstyr selv, og fordi – som Anne Linnet i dag formulerer det – kvindefrigørelsen skal foregå sammen med mændene. God idé.
Sanne Salomonsen spøgte her i første afsnit kun i baggrunden, men snart fik hun med sin enorme stemme en hovedrolle i trekløveret, som det vil blive fortalt i de kommende afsnit på DR 2. Og nu sidder den 62-årige rockstjerne som dommer i ”X Factor”, hvilket mange allerede har bemærket symbolikken ved.
For i en tid, hvor der hungres efter ægte kvalitet, vedholdenhed og en fornemmelse af, at noget stikker dybere end øjeblikkelig medieeffekt, synes det helt rimeligt, at Sanne Salomonsen får det sidste ord i DR’s tidstypiske popshow. Denne kvinde med den storslåede stemme har viet sit liv til musikken, overkommet en blodprop i hjernen og stået model til den snigende hån og spot, der tragisk nok kan opstå i en befolkning, når en stjerne kommer i modvind efter ubetinget at have udlevet sig selv.
Sanne Salomonsen står rank i en verden af bragesnak og døgnfluer, og man aner næsten konturerne af ubevidst selverkendelse, når folkene bag ”X Factor” til afslutning placerer en kvinde i centrum, der repræsenterer alt det, som ”X Factor” ikke er. Ægte talent, livslang dedikation og en holdbarhed i musikkens tjeneste, der virkelig beriger mennesker.
Sanne Salomonsen minder os om den store forskel på det ægte og det overfladiske, og lad det være den vigtigste lektie efter 11 år med ”X Factor”.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.