Det er min fornemmelse, at begrebet køn efterhånden fylder så meget i den offentlige samtale, at det skader evnen til at tænke klart. Seneste eksempel ser vi i sagen om den kjole, som tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) var iført til fejringen af dronning Margrethes 50-årsjubilæum forrige søndag.
Den var lyserød, opsigtsvækkende og ikke mindst meget nedringet, og Helle Thorning-Schmidt var med den stensikker på at bliver festens anden hovedperson. Denne vinkel på tingene har dog ikke fyldt meget, for snarere glæder mange sig over, at vi i den progressive udvikling frem imod lysere tider har annulleret en stor del af det fordømmende syn på, hvad kvinder kan iføre sig. Noget har flyttet sig, siger de. Ja, men på en anden måde, end de nok regner med.
Helle Thorning-Schmidt har siden festen oplevet stor medvind, hendes kjole har allerede fået status af museumsgenstand, og interessant er det, at mange i en tid, hvor det ellers understreges, at køn ikke må definere et menneske, er fuldstændigt fokuseret på køn. Det gjaldt også de fire chefredaktører Pernille Holbøll fra B.T., Anne Mette Svane på TV 2 News, Jakob Nielsen fra Altinget og Jan Schouby fra Århus Stiftstidende, der i søndags i "Presselogen" på TV 2 News blev påfaldende enige om at hylde, at Helle Thorning-Schmidt som kvinde kan klæde sig, som hun vil.
Man konstaterer her, hvordan dele af samtalen i disse tider bevæger sig støt nedad i skarpsindighed, for alt dette handler ikke primært om køn, men om det intenst selviscenesættende individ, der som i Helle Thornings-Schmidts tilfælde synes drevet af stor trang til at blive bemærket i mængden. Det handler om det behov for opmærksomhed, der i vor tids medieverden kan udleves eftertrykkeligt, og som eksisterer uanset, om man er mand eller kvinde.
Det ulykkelige ved tidens debat er, at man som kvinde i ly af sit køn kan slippe afsted med den helt store lyserøde selvfremstilling og få opbakning til den, fordi det ligger i luften, at ingen må kritisere en kvindes valg af tøj.
Tidens kønsfiksering skaber altså et særligt frirum, hvor selv den mest smagløse optræden bliver fredet, fordi det ses som reaktionær dårlig stil at kritisere en kvindes frie udfoldelse, og selv folk som Anne Mette Svane og Jakob Nielsen, der ellers normalt tænker selvstændigt, falder her i med begge ben.
Noget har flyttet sig, siger de og finder det opløftende, at kvinder nu i højere grad end tidligere kan klæde sig, som de vil, men det er noget andet, der først og fremmest har flyttet sig. Nemlig accepten af individets intense selviscenesættelse, og i tidens stærke optagethed af køn, diskriminering og tillært kritik af patriarkalsk herredømme kan mange simpelthen ikke se det.
De kan ikke se, at kønsdebatten baner vej for netop den skamløse "se mig"-mentalitet, som den tidligere statsminister forleden udfoldede på klassisk vis. Og hun slipper af sted med det. Ja, hun hyldes for det. Fordi hun er en kvinde.
Sørine Gotfredsen er debattør og sognepræst.