Det er ikke uden grund, at en del af os længe har opfattet MeToo-tænkningen som præget af et vist ekstremistisk potentiale. For mens det naturligvis gavner med større bevidsthed om nogle mænds grænseoverskridende opførsel samt kvinders ret til at sige fra, kan Metoo-debatten medføre stor proportionsforvridning angående begreberne frihed og ansvar.
Det ser vi for eksempel i diskussionen om, hvorvidt en skole må stille bestemte krav til elevernes påklædning. Altså sagen om Firehøjskolen i Vejle, hvor lederen forleden besluttede, at piger ikke i skoletiden må være iført stumpede bluser, der viser en del af deres nøgne maver.
Den er opstået, mens vi samtidig følger den tragiske udvikling i Afghanistan, hvor nyhederne dagligt præsenterer nedslående nyt. Dette har inspireret nogen til at drage en sammenligning mellem risikoen for, at Taleban nu atter vil beordre landets kvinder gemt væk bag burka og udgangsforbud, og kravet om at danske piger ikke i skolen går klædt som på stranden.
At sammenligne disse piger, nogle af de frieste mennesker i verden, med kvinder i et islamistisk diktatur afslører præcis den kerne af MeToo-fanatisme, jeg taler om. Og midt i det hysteriske toneleje skabes en mentalitet, hvor kvindens ret til i en hvilken som helst sammenhæng at fremstå som hun vil, ophøjes så stærkt, at det overtrumfer overvejelsen angående det fælles ansvar, vi har for i et civiliseret land at få samværet til at fungere. Herunder at klæde sig til lejligheden og være ansvarlig for egne signaler.
Da DR forleden tog sagen op, kredsede den største forargelse således om, at skolelederen har begrundet sit forbud med, at nogle af drengene har svært ved at koncentrere sig i timerne, når visse piger i klassen er nøjsomt klædt på.
Det blev af blandt andre en dybt forarget livsstilsekspert, Julia Lahme, set som tegn på, at pigerne gøres ansvarlige for drengenes drifter, og som så ofte før var journalisterne ikke i stand til at stille de rigtige spørgsmål.
For bør vi virkelig blot dyrke den blinde vestlige tro på personlig frihed så intenst, at vi vil ignorere basale menneskelige vilkår og hermed dette, at kønnene kan blive ekstra opmærksomme på hinanden, når man er delvist nøgen? Metoo-fanatismen viser sig her i en insisteren på nærmest at ville lave naturen om, og mens alle selvfølgelig har pligt til at beherske de mere hæmningsløse aspekter ved egen personlighed, ser vi her en ideologis klassiske stræben efter at benægte givne menneskelige omstændigheder. Og fordi så få journalister har indsigt i dette kommer ideologien nemt til orde.
Der sker noget, når MeToo-generalerne blæser til kamp, herunder ånder som tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og tv-vært Sofie Linde, der har kritiseret tøjforbuddet på Firehøjskolen. Tilmed har det allerede virket. Skolens bestyrelse har nu omstødt beslutningen, og med virkning fra i går må pigerne alligevel gå i skole med bar mave. Helt så nemt går det nok ikke i Afghanistan.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.