Sørine Gotfredsen: Sportsfolk ender i rollen som nyttige fjolser og bærere af andres interesser

Det vil forhåbentligt sprede glæde, når der til sommer skal spilles EMkampe på dansk grund, men spørg lige din sidemand, om han lige nu kan nævne bare fem af spillerne på det danske landshold

"Sporten er faldet, druknet i globale mekanismer, og nogle sportsfolk går endda selv forrest, når de for eksempel knæler på banen i sympati med Black Lives Matter-bevægelsen. De forstår ikke, hvor inficeret det hele er af magtkampe og polarisering."
"Sporten er faldet, druknet i globale mekanismer, og nogle sportsfolk går endda selv forrest, når de for eksempel knæler på banen i sympati med Black Lives Matter-bevægelsen. De forstår ikke, hvor inficeret det hele er af magtkampe og polarisering.". Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Engang ville det have været fuldstændig utænkeligt, at fodboldlandsholdet kunne spille en vigtig kamp uden, at man opdagede det. Men landsholdet er med tiden blevet et noget mere perifert fænomen, og skønt man råder over adskillige tv-kanaler, var det for mange umuligt at følge med, da Danmark i torsdags besejrede Israel i kampen for at komme med til VM i 2022 i Qatar.

Værst er det jo, at hverken DR eller TV 2 sendte kampen, og den triste tilstand blev symboliseret ved et TV 2-besøg hos en inkarneret rooligan, der sad i ophøjet isolation klædt i rødt som et levn fra en anden epoke. Klaphatten havde sin tid. En vis begejstring vil sikkert indfinde sig, når fire EM-kampe til sommer skal afvikles i Parken i København – og ikke mindre nu, hvor det er meddelt, at mindst 12.000 tilskuere må være fysisk til stede – men som udgangspunkt for folkefest er landsholdet stækket.

Det skyldes blandt andet, at landsholdspilleren i dag lever i et system af magtfulde interesser, og uanset hvor ofte han forsikrer, at hjertet banker for fædrelandet, fremstår han som en lidt ulidenskabelig lønmodtager i et gennemreguleret univers. Og også et politisk univers.

I ”Debatten” på DR 2 i torsdags diskuterede man, om Danmark bør boykotte føromtalte VM i Qatar, der udgør et dybt problematisk projekt. Tusinder af immigrantarbejdere har mistet livet under opførelsen af de store stadions, landet er et diktatur, gennemsyret af kvindeforagt og med så megen hede, at man må afholde VM-turneringen om vinteren ved hjælp af kostbar nedkølingsteknik. Planen er ubetinget den mest idiotiske, der endnu er forstret i det internationale fodboldforbund, men udenrigsredaktør på Weekendavisen Anna Libak argumenterede ihærdigt for, at vi stadig bør adskille sport og politik og tage til Qatar. Hvis vi altså kvalificerer os. Sporten er et civiliserende fænomen, mener hun, der repræsenterer fredsommelig kappestrid, og jeg har selv engang argumenteret sådan.

Jeg tror bare ikke på det mere, for sporten er faldet, druknet i globale mekanismer, og nogle sportsfolk går endda selv forrest, når de for eksempel knæler på banen i sympati med Black Lives Matter-bevægelsen. De forstår ikke, hvor inficeret det hele er af magtkampe og polarisering, og tror sikkert stadig, at de lever i en sportens uskyldstilstand, hvor man ganske gratis kan mene det rigtige og svæve over vandene.

Sagen er bare, at sportsfolk nemt ender i rollen som nyttige fjolser og bærere af andres kommercielle og politiske interesser, og mens klaphatten var 1980’ernes billede på uskyld, symboliserer den primært i dag den ekstreme udvikling i de seneste 30-40 år.

Den, der har gjort frie fodboldpersonligheder med iltert Søren Lerby-hår til mutte velfriserede drenge, der går klokken 16. Det vil forhåbentligt sprede glæde, når der til sommer skal spilles EMkampe på dansk grund, men spørg lige din sidemand, om han lige nu kan nævne bare fem af spillerne på det danske landshold.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.