Sørine Gotfredsen: Sportsmanden er blevet et dominerende billede på det, vi mangler, når Gud er væk

Når sporten i dag fylder så meget som kilde til håb og livsintensitet, kan man ikke undgå at se den som kompensation for noget, der er mistet.

Sørine Gotfredsen: Sportsmanden er blevet et dominerende billede på det, vi mangler, når Gud er væk

På sin vis var kristendommen jo selv med til at opfinde ateismen. De første kristne blev med deres ophøjelse af en mand, der havde gået rundt iblandt dem, opfattet som frafaldne, og det ligger dybt indlejret i det kristne livssyn, at mennesket i en vis forstand på jorden er overladt til sig selv. Derfor har det altid været de kristnes lod at overveje, hvad man skal gøre, når Gud tilsyneladende er væk.

Vi overvejer det stadig, og spørgsmålet er her i avisen blevet stillet i en artikelrække, der har handlet om, hvorvidt det vestlige menneske mon er i færd med for alvor at vænne sig til tanken. Og forlade kirken. Herefter giver den næste tanke sig selv, for ifølge overbevisningen om menneskets afhængighed af at mærke, at det er ånd, har det stadig brug for at finde næring til sjælen.

Da jeg i 2011 udgav bogen ”Den åndløse dansker”, hvori jeg prøvede at analysere den skrantende danske bevidsthed om alt dette, var et gennemgående spørgsmål fra folk, om jeg mente, at man skal være troende for at se sig selv som åndfuld. Jeg svarede som oftest, at jeg bestemt tror, at den ikke-troende kan opleve noget åndfuldt i for eksempel naturen eller i mødet med musik og stor kunst, men at jeg som troende ikke selv kan adskille det åndelige fra det guddommelige. Og i samme bog beskrev jeg så, hvordan sportens univers har indtaget en helt påfaldende plads i det moderne menneskes længselsfulde bevidsthed.

Denne sommer 2021 har demonstreret det. Med EM i fodbold, Tour de France med en ung dansk stjerne og endelig et OL med masser af dansk succes. Der findes vel i dag intet større følelsesmæssigt globalt samlingssted end sportsbegivenheden, og det synes oplagt at se det som tegn på, at mennesket savner kamp.

For de gamle store teologer som Martin Luther og Grundtvig var mennesket sat i en skæbnesvanger position, der krævede livslang indsats, fordi både Gud og Djævel trækker i os. Sandhed og løgn. Luther skriver om de kristne: ”Vi slås for et andet liv, land, gods, skat og rige, som skal vare evigt. Så har vi også fjender, som vi ikke kan besejre med jern, stål, sværd eller gevær. Derfor må vi være rustet på anden vis.”

Da de fleste ikke længere ser sig sat i denne klare åndskamp, kan der opstå tvivl om, hvor påkrævet ens indsats i livet egentlig er. Det kan synes, som om der hverken er brug for tapperhed eller store beslutninger, og det er sikkert i høj grad denne følelse af mangel på nødvendighed, man ofte i dag læser i menneskers øjne. Men sporten dulmer den, for det kan skabe lykkefølelse at se nogen kæmpe og sejre. Problemet er dog, at der samtidig findes en skærende kontrast mellem den intense følelsesfuldhed, der løbende får både studieværter og sportsfolk til at bryde ud i gråd, og sagens mangel på reel betydning. Sporten eksisterer i et kunstigt rum, hvor sportsfolkene afslører vores lidenhed og længsel, her smukt beskrevet af den yderst sportskyndige journalist Joakim Jakobsen: ”Vi har behov for at se den ekstreme vilje og den ubetingede udfoldelse (…) De udfører den farefulde færd for os.” Herfra strømmer den helt særligt sentimentale taknemmelighed, der i dag gennemsyrer forholdet mellem folk og sportsfolk. De er med til at holde os i live, når vi frygter, at meget er i færd med at gå i stå.

Der er selvsagt ikke noget galt i som tilskuer at opleve dejlige øjeblikke, jeg gør det selv, og sporten kan ikke mindst skabe en smuk følelse af fædrelandskærlighed. Begrebet landshold er dyrebart. Men når sporten i dag fylder så meget som kilde til håb og livsintensitet, kan man ikke undgå at se den som kompensation for noget, der er mistet.

Dr.theol. og professor emeritus Viggo Mortensen skrev her i avisen i mandags, at jagten på sundhed, ”sundhedismen”, i hans øjne er blevet den nye pseudoreligion, og jeg siger, at sporten kraftigt kandiderer. I begge tilfælde følger mennesket drømmen om at forme sin egen skæbne, og sportsuniverset lægger alen til tidens menneskesyn, hvor individet satser entydigt på egen styrke uden rigtigt at forestille sig, at håbet og kraften i sidste ende modtages fra almagten.

Det er naturligvis selvforstærkende. Jo mere påtrængende det åndelige tomrum føles, desto mere afhængig kan man blive af det, der umiddelbart føles absolut vigtigt. Blot uden at være det. For Djævelen er afskaffet, altimens Gud er blevet gjort til et ukompliceret kærlighedsfænomen. Men det, man hermed troede ville blive til vidunderlig frihed, er i lige så høj grad blevet til eksistentiel kedsomhed.

Så hvad gør vi, når Gud er væk? Vi søger efter mening og håb og trøst et andet sted, og i denne epoke er den sammenbidte sportsmand blevet et af de mest dominerende billeder på det, vi mangler. Det er derfor, at der i denne sommer også har hvilet et skær af nødsituation over det hele. Menneskene ønsker så inderligt at mærke, at livet er vigtigt, men de ved ikke hvordan. Derfor lader de andre udføre den farefulde færd og leve livet på alles vegne.