Sygeplejerskerne har nu i godt en måned stået rundt omkring på gaden i røde T-shirts og krævet mere i løn, og noget af det mest bemærkelsesværdige ved aktionen er, at så få mennesker forholder sig til den.
Sygeplejerskerne har på sin vis tiden imod sig. Det er sommer, mange holder ferie og går mere op i fodbold og OL end komplicerede samfundssager, og desuden har vi nu så længe på grund af corona-pandemien beskæftiget os med sundhed og omsorgspersoner, at en del nok grundlæggende trænger til pause. Sygeplejerskerne troede sikkert, at tidspunktet var optimalt, da stemningen længe har været til lovprisning af sundhedsvæsenet, alt imens den mystiske engelske kunstner Banksy har frembragt et verdensberømt værk, hvor en lille dreng smider de gamle tegneseriesuperhelte i skraldespanden for i stedet at identificere sig med sygeplejersken.
Ligegyldigheden over for sygeplejerskernes strejke skriver sig ind i denne dobbelte folkenatur.
Alligevel er konflikten altså mere eller mindre druknet i sommerliv og politisk tavshed, hvilket fik P1 til i mandags at hidkalde det tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten, Finn Sørensen, der nu skriver protestsange. Ifølge ham kan en protestsang som intet andet holde humøret oppe, og alene lyden af Finn Sørensens stemme og guitarspil fik én til at føle sig rykket tilbage til tiden, hvor Clausen & Petersen rejste rundt med blokvognen og ordet solidaritet var højeste mode.
I disse tider tvinges vi til atter at overveje det, for siden coronapandemien brød ud, har vi diskuteret, i hvilken grad begrebet loyalitet mon i dag eksisterer i befolkningen som grundlæggende norm. Og om krisen vil blotlægge den senmoderne tidsalders mere individuelt prægede selviskhed.
Min påstand er, at vi ikke ved det endnu. Det ser ikke kønt ud, når folk vender hjem fra udlandet, vel vidende at de er blevet smittet derude, og selv mærkede jeg dyb irritation, da jeg på en café overhørte en kvinde fortælle sin ven, at hun ikke vil vaccineres, og det skal ingen blande sig i. Det er hendes ret, det er sandt, og jeg nød på ingen måde selv at blive stukket, men der er jo mere på spil end egen trang til den suveræne frihed.
Samtidig møder man også megen omhu og selvbeherskelse, og vi lever i en blanding af vilje til hensyntagen og en pæn mængde lad selvtilstrækkelighed. Ligegyldigheden over for sygeplejerskernes strejke skriver sig ind i denne dobbelte folkenatur, og man studser lidt over modsætningen mellem coronatidens sentimentale hyldest af sundhedspersonalet og den store tavshed, der lige nu omslutter sygeplejerskernes aktion.
Jeg har ikke tilstrækkelig indsigt i lønforskelle til at vide, om deres krav er rimelige, men jeg kan konstatere, at har man ikke mediernes interesse på sin side, kan man synge mange sprøde protestsange uden at blive hørt.
Sygeplejerådet har meddelt, at strejken den 10. august vil blive udvidet. Så er sommeren snart forbi, corona-livet fortsætter, og solidariteten skal dag for dag stå sin prøve. Det er danmarkshistorie. Vi skal vide, hvor dybt den i længden stikker.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.