Sørine Gotfredsen: Kvinder skal ikke klynke over grimme kommentarer, når de udstiller deres krop

Tidens feminisme er udtryk for, hvordan kvinder i en ny ideologisk indpakning bruger det ældgamle trick med at vise kroppen frem for at blive bemærket

Medierne er særdeles modtagelige for hele den klynkende retorik, ligger det lige for at gøre offeridentiteten til sit levebrød, skriver Sørine Gotfredsen.
Medierne er særdeles modtagelige for hele den klynkende retorik, ligger det lige for at gøre offeridentiteten til sit levebrød, skriver Sørine Gotfredsen. Foto: Søren Staal.

DER TALES FOR TIDEN en del om den såkaldte fjerdebølgefeminisme. Den fokuserer blandt andet på retten til som kvinde at blotte sig i medierne som en slags demonstration af frihed.

Den tidligere DR-journalist Mette Fugl, der selv var del af den gamle rødstrømpebevægelse, kritiserede forleden den nye bølge for at udhule tingene, da resultatet jo nu igen er, at kvinder tiltrækker sig opmærksomhed ved at smide tøjet. Og Mette Fugl har en pointe.

DE NYE FEMINISTER sælger i en eller anden grad kropsligt ud, og pudsigt er det jo, at de, der udstiller sig, ofte er ret kønne og velskabte. Man aner et skær af kalkuleret selvdyrkelse, hvilket kun blev bestyrket, da komiker Sanne Søndergaard i denne uge var gæst i DR’s ”Aftenshowet”.

Her fortalte hun om sit næste show, der har titlen ”Sindssyge kælling”, hvilket henviser til dét, Sanne Søndergaard ofte på de sociale medier bliver beskyldt for at være. Og nu forvandler hun skældsordet til markedsføring. Smart.

Sanne Søndergaard fik sit ”folkelige gennembrud” (i hvert fald i København), da hun i sin tid på forsiden af Politiken udstillede intime dele af sin krop, og denne ekshibitionistiske strategi har skaffet hende brændstof til en solid karriere, der blandt andet hviler på den præmis, at hun hele tiden bliver kaldt grimme ting. Cirklen er sluttet, og mekanismen siger en del om de muligheder, der byder sig, hvis man først energisk provokerer sine omgivelser og derefter udnytter balladen til selvpromovering.

I EN KRÆNKELSESKULTUR, hvor det er nemt at træde frem som offer, og hvor medierne er særdeles modtagelige for hele den klynkende retorik, ligger det lige for at gøre offeridentiteten til sit levebrød.

Et problem i alt dette er, at så få journalister formår at vende tankegangen om. De er som helhed underlagt tidens vedtagelse af, at det er individets suveræne ret, hvor som helst at udstille sig selv, og at andre har pligt til at anerkende det.

Men krænkelsen kan jo gå begge veje, og man sukker efter en skarp journalistisk hjerne, der i samtale med endnu en kvinde, der bevidst dyrker den selvforstærkende effekt ved selvblottelse og offertænkning, spørger, om det virkelig giver mening i forhold til værdighed og ligestilling. Og om vi ikke blot nu oplever, hvordan kvinder i en ny ideologisk indpakning bruger det ældgamle trick med at vise kroppen frem for at blive bemærket. Kodeordet er selvfremstilling.

Tag blot endnu en tv-weekend som denne med ”X Factor” på DR og ”Danmark har talent” på TV 2, hvor den enkelte får sin personlighed forstørret ud af proportioner. Vi kan ikke opløse mediernes påvirkning på individet, men vi kan være årvågne i forhold til, hvordan ekshibitionismen snedigt fremstilles, som om den rummede et væsentligt ærinde.

Nej, talentkonkurrencerne handler ikke om ægte talent, og nej, tidens feministiske trang til at smide tøjet handler ikke om frihed. Det handler om at få andre mennesker til at kigge på én. Og måske bagefter fortælle, at man føler sig meget krænket over det.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.