Begrebet børneradio er ikke nogen ny opfindelse. Det eksisterede også i min ungdom, men nu er det vendt tilbage i en mere politisk udgave.
I mandags havde P1 premiere på programmet ”Småborger”, der er stærkt inspireret af to ting. For det første Mette Frederiksens (S) megen tale om at være børnenes statsminister og for det andet klimaaktivist Greta Thunbergs verdensberømmelse som vred teenager.
I ”Småborger” bliver to børneværter ved navn Yoko og Mattias enige om, at de vil opsøge statsministeren for at udspørge hende om de gode intentioner, og mens de venter på at komme i audiens, fører de andre samtaler om børns væsen og vilkår og beder folk på gaden kommentere idéen med et børneprogram.
Ikke overraskende var alle, de mødte, positive og mente, at børn skal høres meget mere. Yoko og Mattias lyder vakse og søde, og der er en vis charme over projektet, men det ændrer ikke ved, at tidens Thunberg-forstærkede børneidealisering er problematisk. Den rummer en længsel efter en slags frelsende renhed og lægger en byrde på børnenes skuldre, som de ikke skal bære endnu. Klimasagen udgør en stor faktor i alt dette.
Den kan nære et selvhad og en skyldfølelse blandt voksne mennesker, der for eksempel får flere og flere til at sige, at fremtiden tilhører børnene.
På sin vis er det jo banalt sandt, men det er også en skræmmende frase, der kan føre til en trist nedvurdering af alderens indsigt og det ældre menneskes ret til at blive hørt. Jeg håbede, mens jeg lyttede til ”Småborger”, at bare én af de adspurgte på gaden ville sige: Nej, børn skal ikke høres mere, de skal være børn. Yoko og Mattias kan sagtens tåle modspil, men nej, sådan siger man ikke.
I stedet adlydes tidens tone, hvor man hylder børnene som dem, der ser klarere end andre, alt imens de i øvrigt døgnet rundt overvåges af voksne på en helt anden måde end tidligere. En pudsig selvmodsigelse.
Jeg er klar over, at alt dette kan lyde som en lidt voldsom analyse efter 30 minutters radio på P1, hvor Yoko og Mattias laver relativt uskyldig radioreportage professionelt redigeret af voksenhånd, men det er svært at negligere de større linjer.
Den ophøjelse af børn og unge, som Greta Thunberg har givet et frygteligt skub fremad, er tegn på afmagt i en civilisation, hvor det voksne menneske er i færd med at miste tro på sig selv. I stedet samles man i et enfoldigt håb om, at børnenes klarsyn til gengæld kan bane nye veje, og mens det kan ske i det pudsige øjeblik fra ”Kejserens nye klæder”, hvor barnet siger det, ingen andre tør, kan det ikke overføres til holdninger angående samfundets indretning.
Den har børn ikke forstand på – hvor skulle de have den fra? Ikke mindst for børnenes egen skyld skal barndommen ikke være politisk, og Greta Thunberg-dyrkelsen har fra begyndelsen fremstået som en usund katalysator for en misforstået ophøjelse af børn i vor tid.
”Småborger” er endnu et produkt af mentaliteten, og under alle omstændigheder er det malplaceret på P1.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.