Man kan nok have været en del af det så længe, at det kan knibe med at gennemskue følgerne. Jeg tænker på tilstanden, der kan opstå for de politikere, der færdes særligt meget i medierne og gradvist formes til symboler på en bestemt sag eller grundholdning.
Tag en kvinde som Inger Støjberg, der i dén grad har udviklet sig til et mediefænomen med sin karakteristiske røde hårknold, og som i kraft af en højspændt livsfase med posten som integrationsminister, bruddet med Venstre, rigsretssag, domfældelse og 60 dage med fodlænke længe har været populær blandt journalister.
TV 2 inviterede Inger Støjberg til debat på Christiansborg den 1. juni i forbindelse med afstemningen om forsvarsforbeholdene, mediedækningen var stor, da hun for nylig med kaffe og kage tog imod cirka 1500 fans på Visborggaard Slot ved Hadsund, og hun dyrkes som en af værdikampens mest kompromisløse énmandshære. Og som en sådan formulerer hun sig. Mere og mere. Da Inger Støjberg for eksempel i sin tale på slottet forleden karakteriserede sig selv som en kvinde, der siger, hvad hun mener, uanset bestyrtelsen i de ”fine saloner i København”, spurgte man sig selv, om hun tror, at vi er idioter.
Nok er der mentalitetsforskelle mellem provins og hovedstad, men denne Trump-inspirerede retorik virker allerede bedaget. Men nej, Inger Støjberg opfatter os næppe som idioter, ligesom hun ikke er idiot selv. Hun har sikkert bare nøgternt beregnet effekten af at spille den rolle, som medierne elsker, og som tiltrækker tilhængere. I Berlingske i lørdags rendyrkede hun igen stilen ved at svare så firkantet på spørgsmålene, at det nærmede sig satire. Blandt andet hævdede hun, at hun som integrationsminister hver morgen følte sig lykkelig og knap kunne falde i søvn om aftenen i spændt forventning til næste dags oplevelser med lovstoffet. Man fornemmer, at Inger Støjberg har nået punktet, hvor den offentlige profil skygger så meget for den personlige refleksion, at en karikatur vokser frem.
I samme avisinterview blev Støjberg spurgt om, hvorvidt man på særlig vis kan blive anfægtet af de hårdest ramte menneskeskæbner i tidens store indvandrerkaos, som tidligere integrationsministre på det seneste har givet udtryk for. Hertil sagde Inger Støjberg blot: ”Det må have været svært at have den ministerpost, hvis man har været så ked af at have den. Det er da trist. Sådan havde jeg det bare ikke. Jeg var glad hver eneste dag.” Det er vel en tilstand, man ellers kun kender fra Pippi Langstrømpe. Den lidt enfoldige uforfærdede umiddelbarhed ophøjes som en ren dyd, nuancer og interessante refleksioner udebliver, og hverken fodlænken eller årene som sådan synes at have skabt de helt store nye vinkler. Inger Støjberg giver medierne, hvad de forventer, hvorefter samme medier portrætterer hende præcis, som tilhængerne forventer. Det er som et lukket kredsløb, der nok ikke i længden kan undgå at blokere for ilt til tænkningen. Noget tyder på, at punktet er ved at være nået.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.