Sørine Gotfredsen: Tv-stationer fastholder visse mennesker i offerrollen

I ”Go’ aften Danmark” og ”Aftenshowet” har journalisterne ofte så travlt med at stille medfølende spørgsmål, at det hele ender i endnu en lille rituel lovprisning

Der findes i dag en vej til opråb, der er yderst effektiv. Konstant fødes debatter på de digitale platforme, hvor folk skriver noget provokerende eller påpeger noget, der hurtigt skaber så stor sympati, at en slags samtale er i gang. Og visse tv-programmer overtager dem straks.

Forleden skete det igen. Simone Meyer Larsen, der er født med dværgvækst, er blevet så træt af uønsket opmærksomhed, at hun har opfordret til større forståelse af, hvor forskellige vi er. Hun ser gerne, at man afholder sig fra at pege og måske endda tage billeder af den, der er anderledes, hvilket unægteligt også forekommer utroligt uforskammet.

Simone Meyer Larsen har fået over 19.000 ”likes”, altså positive reaktioner, hvilket i fredags bragte hende i TV 2’s ”Go’ aften Danmark”, der sammen med DR’s ”Aftenshowet” er et program, der ynder at portrættere folk, der kæmper for accept.

Simone Meyer Larsen uddybede her sit budskab, som man selvsagt forstår, men ikke desto mindre repræsenterer interviewet med hende en dårligdom i den lette medieverden, da journalisterne helt undlader at stille de kritisk undersøgende spørgsmål. Der ellers står i kø.

På den ene side understreger Simone Meyer Larsen værdien af forskelligheden mellem os, mens det på den anden side piner hende, at folk bemærker den. Dette sammenstød mellem at ære forskelligheden og samtidig mene, at den nærmest bør negligeres, er interessant, og noget skal afklares.

Man kunne bede Simone Meyer Larsen forholde sig til, om der ikke er noget utopisk ved tanken om et samfund, hvor mennesker ikke kigger en ekstra gang i mødet med en person, der virkelig skiller sig ud. Den store forskellighed vil næppe nogensinde lade os upåvirket, det strider mod menneskenaturen, og mange af de 19.000 personer, der har hyldet Simone Meyer Larsens opråb, vil sandsynligvis selv igen kigge en ekstra gang, når en så lille person passerer forbi.

Men i disse offer-mediesamtaler har journalisterne ofte så travlt med at stille medfølende spørgsmål, at det hele ender i endnu en lille rituel lovprisning af den, der har taget ordet og til sidst sendes ud af studiet med ordene: ”Du er sej!”.

Resultatet er, at en person som Simone Meyer Larsen fremstilles som én, der reelt ikke anses som stærk nok til at blive udsat for mere klassiske journalistiske normer. Således fungerer tidens utallige mediesamtaler med mennesker, der repræsenterer en minoritet, et handicap eller en sygdom, i virkeligheden i deres stemning af berøringsangst sentimentalitet ofte nedværdigende for hovedpersonen.

De ansvarlige bag så populære programmer som ”Go’ aften Danmark” og ”Aftenshowet” bør seriøst overveje, om de ikke i virkeligheden bidrager til at fastholde visse mennesker i offerrollen. For så længe journalister taler til en kvinde som Simone Meyer Larsen, som var hun et barn, der ikke kan tåle at få sine synspunkter afprøvet, er vi ikke nået ret langt i ægte respekt for forskellighed. Heller ikke selv om vi taler om den hele tiden.