Sørine Gotfredsen: DR-serien ”Ulven kommer” er et opgør med tidens offermentalitet

Serien vil noget andet end den offertænkning, der ellers gennemsyrer vores kultur, og den ansporer til en følelse af fortrøstning. På vegne af én selv og såmænd også på vegne af DR

I DR-serien ”Ulven kommer” har Bjarne Henriksen “brilleret i rollen som kommunens sagsbehandler Lars,” skriver Sørine Gotfredsen. - Foto: Michella Bredah/DR.
I DR-serien ”Ulven kommer” har Bjarne Henriksen “brilleret i rollen som kommunens sagsbehandler Lars,” skriver Sørine Gotfredsen. - Foto: Michella Bredah/DR.

I DR’s meget vellykkede dramaserie ”Ulven kommer”, der sluttede i søndags, lyder en replik, der er værd at huske. Mere om den om lidt. Først en buket roser til denne fortælling om en samspilsramt familie, der bliver en ubehagelig sag i kommunen, hvilket lyder temmelig dødssygt i al sin grå socialrealisme, men det har fungeret godt.

Det er opløftende med DR’s bevægelse væk fra krimiuniverset og de økonomiske dramaer i sterile bestyrelseslokaler, og vi er her – ligesom i serien ”Fred til lands” – til stede i det rigtige Danmark.

Jeg er vild med det, og ”Ulven kommer” har været fornemt udført med en stille, faretruende intensitet, der åbenbarer, hvordan et ægte drama kan skabes uden drab og rockereffekter, fordi det gennemsnitlige menneske er rigeligt dramatisk i sig selv.

Bjarne Henriksen har brilleret i rollen som kommunens sagsbehandler Lars, der mandsopdækker familien og omsider i sidste afsnit får den indebrændte og voldelige far til at erkende sit problem. Og det er Lars, der siger de centrale ord, nemlig disse: ”Vi har alle sammen haft en lorte barndom, men man træffer sine egne valg senere hen.”

Ordene kan tolkes som en modsigelse af tidens ansvarsforflygtigende offermentalitet, og den brutale familiefar fremstår ved afslutningen som en mand, der selv har valgt det destruktive til og ikke blot er et produkt af andres svigt i fortiden.

”Ulven kommer” varsler en mulig genkomst for troen på ansvaret og måske ligefrem skyldigheden i menneskelivet, da ingen i denne serie blot er ofre – ja, selv børnene har undervejs noget tvetydigt over sig.

Det glædelige er, at jo mere vi ser tingene i dette skarpe realistiske skær, desto mere kan det fejlslagne menneske generobre værdighed, og det ligger slutteligt i luften i ”Ulven kommer”, at noget nyt kan begynde for den voldelige far.

For han kan træffe andre valg, meget kan blive bedre, og også set i det lys er det så trist, at fodboldspilleren Diego Maradona er død allerede som 60-årig. For han kom aldrig i gang med for alvor at træffe nye valg.

Mediernes lange afsked med denne mand, der ikke blot var en ekstraordinær fodboldspiller, men også arketypen på et menneske, der trådte ind i ødelæggende kræfter, har været hjerteskærende, fordi den er uforløst. Efter en fattig barndom og ophøjelse til gudestatus skejede Diego Maradona mere og mere ud med stoffer og mafiaforbindelser og svigt i stor stil, og i en dokumentar i søndags på DR 2 så man ham siddende stor og overvægtig med tårerne trillende ned ad kinderne i erkendelse af at have tabt så meget på gulvet. Ved egen kraft.

Og nu er han død og kan ikke træffe flere valg. Velsignet er det stadig at kunne træffe valg angående sit eget liv, og Bjarne Henriksens konkluderende replik i ”Ulven kommer” lyder til den, der fortsat kan nå det.

Ordene vil noget andet end den offertænkning, der ellers gennemsyrer vores kultur, og den ansporer til en følelse af fortrøstning. På vegne af én selv og såmænd også på vegne af DR.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.