Jeg har aldrig brudt mig om øjeblikket, hvor én minister overgiver sit ministerium til en anden. Der er noget foruroligende ved, at magt og ansvar så brat kan skifte ejermand, og den velkendte ceremoni fandt sted i mandags på grund af Nick Hækkerups (S) bratte afsked med dansk politik.
Mens de politiske tv-kommentatorer atter erobrerede skærmen med alt for lange analyser af stort set ingenting, udover hvad ethvert avislæsende menneske allerede ved, faldt der dog på P1 i mandags en interessant bemærkning. Kommentator Hans Engell berørte her muligheden af, at nutidens politiker mere og mere ser sit virke som et erhverv, og ikke som et kald. Pludselig vil de noget andet.
Det er utvivlsomt rigtigt, at agtelsen for det livslange kald er for nedadgående, hvilket også ligger implicit i tidens tro på, at et individ reelt hver morgen kan føle sig som noget andet end dagen før. Angående både køn og kald. Mange ser det som attråværdigt at befinde sig i en sådan konstant forandringsproces, men det er netop et strejf af denne flygtighedens mentalitet, der overmander mig ved synet af ministerielle skiftedage. Senest i Udlændinge- og Integrationsministeriet. Mattias Tesfaye (S) flytter herfra til Justitsministeriet, mens Kaare Dybvad Bek (S) overtager hans post i det vel mest værdiladede og udskældte ministerium af dem alle.
Medierne elsker disse rituelle overleveringer, der dog altså også vidner om, hvordan mennesker, der er blevet betroet uhyre vigtige opgaver på hele folkets vegne, pludselig kan være væk. Som brikker, der flyttes rundt på et bræt. Jeg ved godt, at gode embedsfolk består, mens ministre forgår, men det ændrer ikke ved det lidt useriøse skær, der hviler over hyppige rokeringer.
Risikoen er, at en del af den sammenhængende tænkning går tabt, og ikke mindst i dette tilfælde, hvor Mattias Tesfaye og Kaare Dybvad Bek har sat kraftige og velformulerede præg på deres ministerier. Begge udmærker sig ved at læse og skrive bøger, tænke langsigtet, tale besindigt og generelt repræsentere en ikke-klichébåren selvstændighed, man ofte savner blandt politikere.
Nu er de kommet er skridt længere op i systemet, og spørgsmålet giver sig selv. Føler disse to et politisk kald? Kan vi regne med dem i fremtiden? Som Martin Luther siger: ”Vi skal med vores samvittighed blive i vores kald og vide, at der bliver udrettet mere ved sådanne gerninger, end hvis man havde grundlagt alle klostre (…) ja, selv om det er det allersimpleste husarbejde.”
Det er en god tilgang til det daglige virke. At se det som simpelt husarbejde, uden hvilket livet ikke ville hænge sammen, og jeg håber, at Mattias Tesfaye og Kaare Dybvad Bek føler det. Kaldet. Nu har vi brugt tid på at oparbejde en vis tillid til dem, og nu er det deres opgave at blive ved med at leve op til den tillid. Det kan lyde barsk, men det er nu engang kaldets natur. Uanset om vor tids evigt foranderlige individ bekender sig til det eller ej. Set herfra går kaldet aldrig af mode.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.