Sørine Gotfredsen undrer sig: Hvorfor udstiller medier ikke Støjbergs svagheder?

Det diskuteres ofte, om medierne går for tæt på politikerne og for skamløst snager i deres private anliggender. De kunne godt snage lidt mere i Inger Støjbergs, skriver Sørine Gotfredsen

 10 procent af vælgerne skønnes at ville stemme på Danmarksdemokraterne, så det er beskæmmende, at Inger Støjberg ikke kan fremlægge reel politik, skriver Sørine Gotfredsen. —
10 procent af vælgerne skønnes at ville stemme på Danmarksdemokraterne, så det er beskæmmende, at Inger Støjberg ikke kan fremlægge reel politik, skriver Sørine Gotfredsen. —. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Som bekendt er valgkampen i fuld gang, og der har allerede været afholdt tv-debat mellem de tre statsministerkandidater. Samtidig er den politiske TV 2-journalist Søren Lippert i færd med at gennemføre en række kritiske interviews med partilederne, og forleden var turen kommet til Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg.

Det var en særdeles interessant oplevelse, der forbløffende nok ikke har fået særlig meget omtale i medierne. Forbløffende, fordi Inger Støjberg havde så svært ved at svare på spørgsmålene, at det virkelig skiller sig ud. Alt imens man ovenikøbet ikke undervejs følte sig specielt overbevist om, at hun på noget tidspunkt har tænkt sig at gøre det.

Søren Lippert forsøgte blandt andet at få Inger Støjberg til at angre sin håndtering af sagen om den ulovlige adskillelse af flygtningeægtepar, der resulterede i en fængselsdom til den tidligere integrationsminister. Dengang som medlem af Venstre. Det fik Inger Støjberg til at udfolde sin velkendte strategi, hvor hun frem for at forholde sig til de lovovertrædelser, hun blev dømt for, taler til vores fælles samvittighed og spørger, om nogen mon går ind for, at 13-årige piger tvangsgiftes bort? Hendes egen nabos datter var i øvrigt 13 år, da meget af dette stod på, skulle vi også lige vide.

Man føler sig hensat til et sært følelsesladet hurlumhejhus, hvor tankerækkerne er koblet af den mere rationelt håndgribelige del af verden, og Inger Støjberg siger i løbet af denne halve time stort set intet om, hvad Danmarksdemokraterne vil. Til gengæld får vi flere gange at vide, at hun tog sin dom med oprejst pande, og at alle jo desuden er klar over, hvad hun står for.

I kraft af de løbende og yderst dagsordensættende meningsmålinger ved vi, at Danmarksdemokraterne lige nu står til at modtage omkring 10 procent af stemmerne. Det er virkelig mange, og desto mere surrealistisk er det at sidde og lytte til en formand, der enten ikke ved, hvad hun vil, eller ikke har lyst til at afsløre det.

I lyset af disse magiske 10 procent savner man en langt mere intensiv journalistisk indsats i forsøget på at afdække dette Støjberg-fænomen. I stedet omtales Danmarksdemokraterne blot dagligt som den faktor, der efter valget kan vende op og ned på meget, og Inger Støjberg har siden partistiftelsen eksisteret i påfaldende fred, mens journalisterne høfligt venter på, at hun måske en dag fremlægger noget konkret.

Det diskuteres ofte, om medierne går for tæt på politikerne og for skamløst snager i deres private anliggender. Dette sker bestemt af og til, men samtidig findes en malplaceret servil tilbageholdenhed, når det drejer sig om at efterprøve, om vore politikere råder over egentlig sammenhængende tænkning. Da Inger Støjberg omsider stillede op til en længere samtale, var denne meget svær at få øje på. Gå selv ind og lyt til den. Ikke mindst i lyset af de 10 procent. At dette interview med Inger Støjberg ikke siden har været mere omtalt i medierne, er svært at forstå.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.