Det forekommer mig, at der tales en hel del om alder. Det hænger utvivlsomt sammen med, at vi i en afmystificeret tidsalder med vaklende tro på evigheden har ekstra svært ved at forholde os til døden og det forfald, der indtræffer på vejen derhen.
Det er bestemt også svært, og i den anledning tog vært på programmet ”Skønlitteratur på P1”, Nanna Mogensen, i onsdags på besøg hos den 65-årige digter Søren Ulrik Thomsen. I sin seneste udgivelse, ”Store Kongensgade 23”, beskriver han, hvad han især frygter ved langsomt at spadsere ind i alderdommen. En del af det er nok alment genkendeligt.
Søren Ulrik Thomsen frygter at synke sammen og dø pludseligt, at blive generelt besynderlig og miste sans for, hvornår lejligheden dufter skidt, og kiksene, han serverer, ikke længere er friske.
Nanna Mogensen er en konfrontatorisk kvinde, ”en pudsig interviewer”, kalder hun sig selv, hvilket man også erfarede, da hun for nylig med Knud Romer førte en samtale, der mest fremstod som et koreograferet forsøg på at gøre forfatteren så forlegen som muligt.
Som lytter blev man det i hvert fald.
Heller ikke samtalen med Søren Ulrik Thomsen faldt helt heldigt ud, da Nanna Mogensen på upassende vis gik efter det intime. For eksempel spurgte hun ind til Søren Ulrik Thomsens bekymring for hygiejneniveauet i eget hjem og muligheden af, at han af og til går omkring i joggingbukser.
Jeg undrer mig såre over denne manglende respekt for det mest personlige og følte mig meget lettet, da Søren Ulrik Thomsen blankt afviste at beskrive, hvordan han går klædt i sine private stunder. Selvfølgelig.
Nanna Mogensen vil sikkert forsvare sig med, at når en digter går tæt på sig selv i forfatterskabet, kan man også gå tæt på i et interview, men det er en stor misforståelse. Kunsten udgør sin egen meddelelse, der ikke blot giver nogen adgang til kunstnerens mest private rum, og under det meste af samtalen savnede man agtelse for netop dette.
Det ses ofte i den udannede medietidssalder som et mål i sig selv hele tiden at rykke grænsen for, hvad der skal deles med alle, herunder ikke mindst små og store afsløringer angående det kropslige. Det er jo i virkeligheden blot nyfigent på den primitive måde, nært beslægtet med den basale trang til almindelig sladder, og under alle omstændigheder kommer der ikke interessant kunstformidling ud af det.
Søren Ulrik Thomsens har heldigvis efterhånden den erfaring, der skal til for ikke at svare på mere, end han har lyst til. Han er eminent god til at beskrive det akavede, smukke, nedværdigende, paradoksale og mystiske ved at være menneske uden af den grund at kaste sig selv i grams. Han demonstrerer, hvordan man på den ene side kan udleve sig selv som kunstner uden af den grund at udlevere sig selv som menneske, og det har uden tvivl også at gøre med alderens indsigt.
Man kan for hver dag blive bedre til at værne om sig selv, og dette er midt i bekymringen over at blive ældre et stort privilegium at se frem til.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.