Man ledte forgæves efter et bestemt punkt på dagsordenen, da de tre statsministerkandidater mødtes til debat på DR 1 i søndags. Efter timevis af journalistisk overgearet tale om ”topmøde” og en komisk nedtælling i et hjørne af tv-skærmen gik tæppet for statsminister Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K), der slet ikke skulle diskutere udlændingepolitik.
Fraværet af dette tema præger valgkampen, og ud over igen at konstatere at både Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen har svært ved seriøst at presse den siddende statsminister, kunne man i søndags se, hvor lidenskabsløs debatten kan blive, når den mest handler om skat og justering af velfærd.
Det står mere og mere klart, hvor meget værdidebatten i årtier har portrætteret politikerne, idet diskussionerne om danskhed, islam, ytringsfrihed, kristendommens betydning og det store kulturmøde afslører så meget om et menneskes egentlige livssyn. På den måde har værdidebatten længe været kilde til en mindre teknokratisk politisk retorik, og debatten på DR i søndags klargjorde, hvor gold samfundssamtalen atter kan blive, når værdikampen negligeres.
Hospitalsvæsen, energiforsyning og ældrepleje er vigtige sager, selvfølgelig, men vil man have indsigt i politikernes øvrige tænkning, må man også høre dem tale om betydningen af kultur, sprog, religion og mødet med det anderledes. At tidens kulturmøde fortsat udgør et væsentligt problem, kan man forvisse sig om ved blot at gå gennem visse gader på Vesterbro i København.
Den mentale paralleltilstand er en realitet og vil – som forfatter Birgithe Kosovic løbende hævder – sandsynligvis kun vokse. Også den tidligere radikaliserede muslim Yaqoub Ali advarede her i avisen forleden om, at rabiat udlægning af islam påvirker mange flere, end vi tror, og spørgsmålet er, om en del politikere for tiden dyrker en enighed om, at der efterhånden er ret godt styr på tingene? Og at man generelt kan lempe på agtpågivenheden.
Valgkampen tyder på det, og det slog mig i søndags, at vi kan miste en del af vores dyrebare rutine i ligefremt at diskutere faren ved for stor muslimsk indvandring. Forleden talte jeg på P1 med Natasha Al-Hariri fra Dansk Flygtningehjælps Ungdom om begrebet fordømmelse. Hun er blevet fordømt på grund af sit tørklæde, og jeg på grund af mine islamkritiske holdninger, hvilket netop illustrerer værdikampens glødende kerne.
Jeg er dybt uenig med Natasha Al-Hariri, når hun forleden i Berlingske ønsker sig mange flere muslimer til Danmark og mener, at etniske danskere i højere grad skal tilpasse sig muslimers levevis, men pointen er, at samtalen om alt dette ikke må forstumme. Den rummer fortsat en stor del af vor tids politiske – ja, hele vores eksistentielle og folkelige – spændingsfelt, og dens fravær er i færd med at gøre valgkampen til en ørkenvandring uden rigtigt hjerteblod. Hvis ikke journalisterne snart trækker sagen tilbage på dagsordenen, må politikerne selv gøre det.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.