Sørine Gotfredsen: Var Anders Fogh virkelig en farlig mand?

Det føles bekymrende at lytte til en mand, som har haft så stor magt, og som er så lidt til sinds at erkende eventuelle fejlvurderinger undervejs, skriver sognepræst Sørine Gotfredsen

Anders Fogh Rasmussens krig vil altid for Anders Fogh Rasmussen være den rigtige, og den tankegang har ganske rigtigt et skær af noget farligt over sig.
Anders Fogh Rasmussens krig vil altid for Anders Fogh Rasmussen være den rigtige, og den tankegang har ganske rigtigt et skær af noget farligt over sig. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

Radikale Venstres politiker Marianne Jelved sagde engang, at Anders Fogh Rasmussen (V) i hendes øjne var en farlig mand. Han var på det tidspunkt landets værdikæmpende statsminister, og jeg fandt dengang udtalelsen skudt over målet.

I dag er jeg mere usikker. Jeg mener stadig, at Anders Fogh Rasmussen var den rette leder under Muhammed-krisen i 2005-2006, men angående dansk krigsførelse i de seneste årtier er jeg blevet mere tilbøjelig til at give Jelved ret.

Det slog mig ikke mindst, da Anders Fogh Rasmussen tirsdag aften i Deadline på DR 2 gjorde status over indsatsen i Afghanistan, der som bekendt er endt med Talebans rekordhurtige generobring af landet. Anders Fogh Rasmussen var en central drivkraft bag dansk og vestlig indgriben, først som statsminister, siden som Natos generalsekretær, og mens det er for nemt at mene, at vi aldrig skulle have grebet ind, eftersom terrortruslen i 2001 jo skulle håndteres, slap Anders Fogh Rasmussen ikke godt fra samtalen med en velforberedt Jacob Rosenkrands.

Fogh fremstod som en mand, der er størknet i tænkningen fra tiden, hvor han stolt tog i sommerhus med præsident Bush, og som stadig mener, at det principielt er Vestens ret at retlede visse lande. Som han sagde i tirsdags: ”Vi, der lever i frie samfund, har en pligt til at sørge for, at andre får den samme mulighed.”

Har vi det? Tænk, hvis det var omvendt. Tænk, hvis et mere totalitært styre så sig forpligtet til at sørge for, at vi fik ”den samme mulighed” til at leve under en fast hånd og slippe for det dybt besværlige demokrati?

Når Anders Fogh Rasmussen fortsat tager det for givet, at vi har ret til i global forstand at definere det gode liv, tyder meget på, at han stadig har svært ved at forestille sig folkeslag, der ikke blot ønsker at leve som os.

Og ja, det føles faktisk lidt bekymrende at lytte til en mand, som har haft så stor magt, og som er så lidt til sinds at erkende eventuelle fejlvurderinger undervejs. Heller ikke fra tiden som Nato-generalsekretær, hvor Anders Fogh Rasmussen, som vi her genoplevede i et tv-klip fra 2013, fastslog, at indsatsen ubetinget var det hele værd, skønt han vidste, at meget gik den gale vej. Et sådant gensyn med en højtplaceret politiker, der taler mod bedre vidende, øger ikke tilliden til livets gang i magtens korridorer.

Tilmed forsøgte Anders Fogh Rasmussen i Deadline at tolke disse dages flygtningestrøm fra Afghanistan som et smukt tegn på, at befolkningen er blevet så demokratisk oplyst, at mange bare vil væk. Altså som endnu et tegn på, at krigen og dens mange faldne virkelig har givet mening.

Joh. Hvis man ser det som opløftende, at Afghanistan mister en stor del af sin ungdom, mens Europa får lagt nye alen til et helt uoverskueligt flygtningeproblem, kan man jo godt kalde det en succes. Sagt på en anden måde: Anders Fogh Rasmussens krig vil altid for Anders Fogh Rasmussen være den rigtige, og den tankegang har ganske rigtigt et skær af noget farligt over sig.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.