Vi har længe talt om de pressede 12-talspiger, der udgør et velkendt symbol på vor tids berygtede præstationskultur. Imidlertid findes der også 12-talsmænd, og Martin Rossen er en af dem. Længe var han en mystisk skikkelse, der som statsministerens rådgiver blev tildelt en stor del af æren for Mette Frederiksens (S) effektive magtovertagelse.
Men efter den indledende tid og løbende kritik af Rossens position, sagde han pludselig op. Og væk var han. I tirsdags blev han støvet op af journalist Michael Jeppesen, der besøgte Martin Rossen i hans hjem med flyttekasser og hvide vægge, og i ”Hvad var planen, Martin Rossen?” på DR 2 blev der sat ansigt på den ellers så anonyme mand. Med et uventet resultat.
Hovedpersonen virkede lidt sky og utilpas, alt imens Michael Jeppesen vimsede forsigtigt rundt om ham, spurgte lidt til hans fortid, stillede pligtspørgsmål angående den magtfulde periode på Christiansborg og trådte pænt til side, da selveste Mette Frederiksen ringede midt i det hele. Et pudsigt øjeblik, bestemt, men programmet fik først liv til sidst, da Martin Rossen havnede ved et lejrbål sammen med Rane Willerslev, der er direktør for Nationalmuseet.
Disse to 12-talsmænd fik sig her en snak om pres og udmattelse og behovet for at skifte kurs for ikke at ramle ind i en depression, og det lille terapiforløb ved lejrbålet understregede ikke blot, at det højambitiøse liv kan være vanvittig hårdt. Det var også et eksempel på den moderne mands villighed til at vise svaghed. Martin Rossen beskrev, hvordan han nu er i gang med at blive helet og lære at sove igen, og en så åben erkendelse siger lidt om udviklingen. Ikke fordi den ærgerriges udmattelse er noget nyt. Som vi husker, oplever Mads Skjern noget lignende, da han i ”Matador” sidder i dagligstuen og stirrer tomt og søvnløst ud i luften, mens intet menneske nogensinde vil få ham til at indrømme problemets omfang. Mads Skjern repræsenterer den gamle skole.
I dag taler mænd på anderledes vis om deres sjæleliv, tilmed i fjernsynet, og mens det konstant diskuteres, hvordan vi får flere kvinder til magten, begynder mændene at tale åbent om, hvor hårdt det er at have den.
Mit gæt er, at netop dette udgør en del af årsagen til, at mange kvinder betakker sig. Vi kan nemlig godt forudse omkostningernes omfang og prioriterer ofte anderledes, hvilket skal huskes i diskussionen om kvoter i ligestillingens navn.
Netop den opstod atter forleden på TV 2, idet en kvindelig fodbolddommer for første gang skal dømme i den fornemme Champions League, hvilket inspirerede den tidligere minister Christian Friis Bach (R) til kraftigt at argumentere for kvoter. Jeg har aldrig forstået denne rigide tro på tvungen lighed, og den falmer endnu mere, når to erfarne 12-talsmænd fortæller, hvor ubehageligt det kan blive at skulle præstere døgnet rundt.
Gradvist tager vemodet form i det indre, fordi det kan komme til at føles, som om man kun ved at præstere er berettiget til at være her.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.