"Sørine & kærligheden" på P1 er vægtig og kærlig taleradio

Til trods for programmets tema forfalder "Sørine og kærligheden" på P1 ikke til den hovmodige tro, at man kan gennemskue kærligheden.

I P1-programmet ”Sørine & kærligheden” taler sognepræst Sørine Gotfredsen med forskellige gæster om, hvad det vil sige at elske. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.
I P1-programmet ”Sørine & kærligheden” taler sognepræst Sørine Gotfredsen med forskellige gæster om, hvad det vil sige at elske. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Man kan godt få nok af kærligheden uden at være desillusioneret eller misantrop. Det kan bare blive for meget med de evindelige påberåbelser af kærligheden. Der kan gå galopperende inflation i kærligheden, og kærligheden har lagt navn til meget skidt og bras. Måske er det uundgåeligt, fordi kærligheden bruges så bredt. Kærligheden dækker jo et følelsesregister, som rækker fra stille selvopofrelse til brændende passion, fra det erotiske og romantiske til det patriotiske og filantropiske, fra øjenhøjde til det himmelhøje, fra det fysiske til det spirituelle. Kærligheden er så mangfoldig og dog kærlighed. Kærligheden er en af mest elementære erfaringer, og kærligheden er et uudtømmeligt mysterium. Det sidste ord bliver aldrig sagt om kærlighed, og kærlighed er ældre end verden, så sandt som Gud er kærlighed.

Nej, vi kommer, Gud ske lov, ikke uden om kærligheden, men der kan gå sødsuppe og kliché i kærligheden. Undertegnede vurderede dog, at den risiko var ret minimal i det nye P1-program ”Sørine & kærligheden”. Sognepræst, forfatter og debattør Sørine Gotfredsen har ikke jo just sentimentalitet og sødladenhed som varemærke.

I den trygge forvisning lagde jeg ører til ”Sørine & kærligheden”, som havde den konkrete anledning, at Sørine Gotfredsen til sin egen forbløffelse snart skal giftes. Sørine Gotfredsen omtalte kærligheden som en ophøjet hemmelighed og havde sat sig for at undersøge kærligheden i samtale med sine gæster, velvidende at et menneske ikke må forfalde til den hovmodige tro, at man har gennemskuet kærligheden.

Samtalen er struktureret omkring et postulat og foruden Sørine Gotfredsen og hendes gæst, er Søren Kierkegaard den usynlige tredjemand i studiet, for så vidt, som værten har medbragt Kierkegaards ”Kærlighedens gerninger”, som hun regelmæssigt vender tilbage til.

I andet afsnit handlede det om moderkærlighed. Mor er som bekendt den bedste i verden. Gæsten var mor og musiker Mathilde Falch, og det indledende postulat lød: ”En mor kan dybt nede ane en frygt for styrken i sin egen kærlighed”. Det kunne Mathilde Falch godt genkende i kærligheden til sin søn, og hun fortalte stærkt og ømt om sit liv og moderskab uden at idealisere og idyllisere.

Mathilde Falch berettede om det ”uragtige” i den moderkærlighed, som hun følte i forbindelse med sin søns svære fødsel og talte om det særlige bånd, ja, symbiosen mellem mor og barn. Man kan være nok så meget far og medfar, der er noget, vi mænd ikke får med. Samtidigt kunne moderkærligheden også blive belastende og nærmest parasiterende. Sommetider lever mødrene ikke bare med deres børn, men igennem deres børn på en måde, som hverken er sundt for mødre eller børn. Som Sørine Godtfredsen citerede Søren Kierkegaard for at sige: ”Man skal ikke miste sin værdighed over for andre end Gud”.

Jeg kom til at tænke på en berømt formulering af den gamle kirkefader Augustin: ”Pondus meum, amor meus,” som betyder: ”Min kærlighed er min vægt” for ”Sørine & kærligheden” var vægtig og kærlig taleradio.

Jesper Bacher er sognepræst.