Sørine om Støjbergs Ekstra Bladet-ansættelse: Medierne kan fungere som en varmestue

Tidligere minister Inger Støjberg bliver fast klummeskribent på Ekstra Bladet, efter hun er blevet stemt ud af Folketinget.

Vi har ikke hørt det sidste til Inger Støjberg. Nu skal hun skrive klummer i Ekstra Bladet.
Vi har ikke hørt det sidste til Inger Støjberg. Nu skal hun skrive klummer i Ekstra Bladet. . Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Politiker Inger Støjberg sagde det selv, efter hun var blevet dømt i rigsretssagen om ulovlig håndtering af syriske flygtningepar, og hun blev vurderet uværdig til at sidde i Folketinget af sine politiske kolleger. Hun sagde, at vi ikke har hørt det sidste fra hende, og det kommer til at holde stik. Inger Støjberg er nemlig nu blevet tilknyttet Ekstra Bladet som kommentator og har allerede skrevet sin første klumme.

Det er et indlysende klogt træk af avisen. Inger Støjberg vil her tale til en hel del meningsfæller og besidder netop den ufortrødent fandenivoldske karakter, som Ekstra Bladet gerne vil forbinde sig selv med. Og eftersom avisens chefredaktør, Henrik Qvortrup, selv har afsonet en straf på et år og tre måneder for ulovlig erhvervelse af oplysninger om kendte mennesker, ligger Inger Støjbergs 60 dages fængsel vel i den lette ende.

Selvsagt ramler vi her ind i spørgsmålet om det passende ved, at dømte personer optræder i den offentlige debat, som om intet var hændt. De har deres ytringsfrihed, jeg ved det, og personligt har jeg det ikke skidt med, at Inger Støjberg deltager i samtalen, for hendes forseelse forarger mig simpelthen ikke nok. Men man husker for eksempel, hvordan rockeren Jørn ”Jønke” Nielsen i sin tid sad i diverse talkshows og fortalte om sin blodige fortid, og man må bare selv vælge dem fra, man ikke vil ofre opmærksomhed.

Tilbage står dog, at kontroversielle personer kan få et langt liv i medierne, og Inger Støjberg lærer os lige nu, at der ikke mindst mellem medieverden og den politiske verden findes en varm linje. Man kan løbende springe fra den ene til den anden, og Inger Støjberg kan på Ekstra Bladet holde sit navn levende, indtil hun sandsynligvis ved det kommende valg vil forsøge at blive genvalgt.

Noget lignende er muligt for Joachim B. Olsen, der efter sin tid i Folketinget for Liberal Alliance også er blevet ansat på Ekstra Bladet og senest på denne uges pressemøde stod og interviewede den i øvrigt journalistuddannede sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Måske er han en kommende medarbejder på Ekstra Bladet?

De kan bytte roller som få, for medierne kan fungere som en varmestue for politikere, der er i færd med at planlægge næste træk. Dette er også medvirkende til, at de alt for mange daglige analyser af det politiske liv med fokus på hver eneste lille taktiske mellemregning ofte kan synes indspiste og ude af proportioner. Politikere og journalister lever for tæt på hinanden, og man kunne godt ønske sig, at de politikere, der af forskellige årsager for en stund må forlade Folketinget, benyttede lejligheden til at gøre sig nogle andre erfaringer i livet.

Det sker næppe for Inger Støjberg. Hun er fra nu af sit eget produkt og forsvinder ikke foreløbig fra mediebilledet igen. Så hun skal nok få ret. Vi har ikke hørt det sidste fra hende. Vi hører nemlig sjældent det sidste fra de politikere, der først har fået en plads i mediernes varmestue. De er ikke til at drive ud i virkeligheden igen.